Inge Lise Hornemann, formand for Danske Skønlitterære Forfattere, holdt nedenstående indlæg på Boghandlerforeningens og Forlæggerforeningens Branchetræf den 21. maj 2012
For nylig kom en kendt kvalitetsforlægger hen og spurgte mig: ‘Hvorfor er du så ond? Hvordan kan en fornuftig mand som dig være så ondskabsfuld?´ Et så skarpt angreb gjorde naturligvis indtryk på mig. ‘Hvad mener du?´ spurgte jeg vedkommende.
‘Jeg plejer da ikke at skrive ondskabsfulde anmeldelser?´ Det viste sig, at anmeldelserne var gode nok, men min ondskab bestod alene i, at jeg går ind for frie priser. ‘Det kan man ikke. Det dræber forlagene og umuliggør kvalitetsudgivelser!´ jamrede forlæggeren.
Jeg bor ude i skoven. Langt, langt, langt ude i den svenske skov, derude hvor der er bjørne og ulve – dér bor jeg. Sammen med min familie. I en bjælkehytte. Uden el og vand. Vi kan sige det er et litterært eksperiment, en eksistentielt stillingtagen, et eller andet. Et eller andet er det HELT sikkert.
Herude har de ikke aviser så når en ven kommer forbi med hele stakken, hjemme fra Danmark, er det en stor begivenhed. Og det var der så en der gjorde her den anden dag.
Røgen efter folketingsvalget har så småt lagt sig, men det bør ikke betyde, at den småmumlende debat om kulturpolitikken går samme vej. Tværtimod må man ønske, at den endelig blomstrer op, nu hvor politikerne frit kan diskutere uden at frygte, at de bliver taget til indtægt for det i stemmeboksen. Det var over en bred kam argumentet for, at ingen af landets folkevalgte ville røre kulturpolitikken med en ildtang, så længe valgkampen rasede - der var kort og godt ingen stemmer i den.
I skrivende stund er valgkampen på vej ind i sin afgørende fase, hvor meningerne typisk bliver skåret skarpt og ind til benet. Det handler om at gentage de korte, enkle budskaber. Fordybelse, debat og stor diversitet i de politiske emner hører som regel den første del af en valgkamp til.