Inge Lise Hornemann, formand for Danske Skønlitterære Forfattere, holdt nedenstående indlæg på Boghandlerforeningens og Forlæggerforeningens Branchetræf den 21. maj 2012

Når vi taler om den digitale tidsalder, bevæger vi os uvilkårligt ud på det skråplan, der hedder spådomskunst. Vi står stadig kun på dørtrinet og kigger ind i den forjættede fremtid, men det er mit indtryk, at flere og flere begynder at kunne se den forude eller måske endda har set skriften på væggen og fornemmer, at vi for alvor skal til at klæde os på til den. Jeg afslører vel ingen hemmelighed ved at sige, at hvis I kigger ind i forfatternes garderobeskab, så er det festtøjet, I får øje på. 

Det store spørgsmål for os alle sammen er naturligvis, hvilke dimensioner den nye tid får - taler vi om den troløse tidsalder eller frihedens tidsalder? Jeg er ret overbevist om, at I som forlæggere og boghandlere står over for én og samme opgave, mens vi forfattere står over for to. I skal beslutte jer for, om I vil overleve, mens vi for det første skal udforske de litterære og kunstneriske muligheder i det nye slaraffenland, og for det andet skal minde os selv om, at den respekt og forståelse, som vi i årtier har efterlyst fra bogbranchen, nu vil ligge i vores egne hænder. Vi har ærlig talt haft fornemmelsen af, at I er en hel del, som undervejs så stort på kildens udspring, nemlig forfatteren, men det behøver ikke nødvendigvis friste os til at sige: ”Tak for sidst” og i tide og utide gøre opmærksom på de høje huslejer, vi måske kommer til at anskaffe os, de gode frokoster vi får råd til, for ikke at tale om feriepenge, pension, omsorgsdage og ti gear på cyklen, alt sammen som en evident forklaring på, hvorfor jeres andel af kagen bliver så meget mindre, og vores må blive det større.

Ingen tvivl om, at de forfattere, der gider, et langt stykke af vejen vil kunne selv. Men vi jo også godt, hvad der sker lige om lidt - det vil vælte op af muldden med ebogskonsulenter, ebogs-designere, ebogsredaktører og andre uundværlige eksistenser. Med mindre altså, at vores bedste venner skal være jer, forlæggerne, som jo på papiret burde være de mest indlysende samarbejds-partnere. Mange af os vil stadig have brug for feedback og et par kærlige skub i retning af et bedre manuskript og ikke mindst praktisk knowhow. Og mange af os er sultne efter at finde ud af, hvad de digitale medier egentlig kan, og hvor det bringer vores bøger hen, for det virkeligt interessante for os er hverken de tekniske formater og platforme, men litteraturen i sig selv, i fremtiden måske tilsat filmklip eller underlægningsmusik, og hvor hyrer man lige et symfoniorkester?
Udfordringen for jer forlæggere bliver for så vidt den helt normale: at fastholde og tiltrække forfattere. Når vi nu i princippet kan selv, eller i det mindste kan finde vores egne veje til selv at kunne, hvad skulle så få os til at blive i folden? Svaret er ret simpelt, der findes endda et godt ord for det, nemlig merværdi. I de senere år har vi set, at I har taget hul på begrebet, men en frokostinvitation, en bogreception og en klat markedsføring batter ganske enkelt ikke, når man er ude over debutantstadiet. Jeg tror, at I skal forvente jer en professionalisering af forfatter-erhvervet og dermed også professionelle forventninger til enhver samarbejdspartner. Her og nu er spørgsmålet for forfatterne: Hvor lærer vi at bruge de digitale muligheder optimalt? Hvor går vi hen for at blive gode nok, og hvor kan vi få mulighed for at prøve os frem med professionel feedback i ryggen? Skal det være i eget regi, hos de førnævnte kloge konsulenter eller sammen med jer? Dem, der først og bedst byder sig til, vil som i alle andre sammenhænge vinde et fodfæste, der kan blive afgørende for, hvordan hele bogbranchen vil tage sig ud de næste årtier.

Hvad bliver der så brug for?
For det første kurser og workshops, der måske nok i begyndelsen skal handle om ebogs-publikationer for begyndere, men ganske snart bør udfordre fantasien og kreativiteten både hos jer og hos os.
For det andet en horisontal tankegang. Det er påfaldende, at mens resten af den produktive verden og sågar den offentlige sektor arbejder projektorienteret, glimrer forlagserhvervet ved stadig at have gammeldags, lineære organisationer, hvor hver afdeling skutter sig på hver sin etage og har fokus rettet mod deres egen, særlige ekspertise mere end på produktet og forfatteren. Kan man forestille sig, at man som forfatter ikke er i stald hos en redaktør, men hos et team, som ud over den elskelige redaktør, også består af en digital mentor, en webmaster, en markedsføringsmedarbejder, en korrekturlæser, en grafiker, sælgeren og agenten. Kort sagt: Drop stabsfunktionerne og enkeltmandskontorerne - tænk bredt og dynamisk.  

 Hvilket for det tredje indebærer, at man også tænker forfatteren ind i processen. Nogle forfattere vil givetvis helst være fri, men mange vil ikke alene forvente, men også kræve at være aktivt og professionelt medvirkende. Det kan man alt efter temperament naturligvis få onde drømme over, men faktum er ikke desto mindre, at en hel del forfattere har vist sig at være betydeligt længere fremme i de digitale sko end forlagene. Og er det egentlig så underligt? Ikke alene er vi kreative mennesker, mange af os lever af at have kreative jobs ved siden af vores forfatterskab, vi er faktisk i besiddelse af en enorm viden og i mange tilfælde også af en forretningsmæssig forståelse. Forskellen mellem nu og fremtiden vil være, at hvis vi vælger at sælge vores rettigheder eller dele af vores rettigheder, vil det ikke være ensbetydende med, at vi fraskriver os retten til medind-flydelse. Jeg tror, at fremtidens digitale udgivelser i vid udstrækning vil have form af samarbejds-projekter, hvor det i hvert tilfælde er op til parterne at aftale konditioner, opgaver og økonomi.

Så vidt, så godt. Hvad sker der så, når det digitale værk udkommer? Hvor i billedet finder vi boghandlerne?
Jeg er nok nødt til at skifte mellem to forskellige kasketter, hvoraf den ene ikke er særlig høflig i betragtning af, at jeg er inviteret med som gæst i dag. Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at nævne, at i de gode, gamle dage var der måske et lille slægtskab mellem forfatter og boghandler i form af en fælles kærlighed til litteratur - men det var som sagt i gamle dage. Det skabte lidt hængende mundvige, da supermarkederne gav los for bogsalget, men var det egentlig, så det gav genlyd? Nej. Og hvorfor ikke? Hvorfor skulle det være så meget værre at blive solgt sammen med et kilo vaskepulver, når vi i årevis er blevet solgt side om side med tre ruller tape til en tyver? Eller som det mere præcist kommer til udtryk, når man læser Arnold Buscks elev-materiale: ”Du behøver ikke være en læsehest for at blive uddannet som boghandler.”
Og det er jo sandt - man skal kende sin metier som sælger i detailhandlen. Det behøver ikke at have særligt meget med litteratur at gøre.
Jeg skal ikke kunne sige, hvor ansvaret skal placeres - sikkert på skuldrene af udviklingen og tiden. Til gengæld er ingen forfattere i tvivl om, at vi er blevet betragtet som detailledets under-leverandører på et marked, som var præget af monopolisme. Når et sådant marked ændrer sig, kan det kun gå galt. Ikke for underleverandørerne, men for jer.
Tager jeg så min anden kasket på, nemlig den hvor jeg både er læser og lokalborger, så er ebogen en gave, fordi jeg kan købe den hjemme fra sofahjørnet. Dens eneste mangel er, at den ikke dækker vores naturlige blærebehov, som vi indtil nu har kunnet udstille i vores stuer. Alle coffeetable-bøgerne, der har været vores litterære og intellektuelle adelsmærker, vil en dag være pist væk. En ebog kan bare ikke stables eller sådan helt tilfældigt lægges til skue, og vores gæster vil ikke længere kunne gribe en bestseller fra bunken og en passant nævne, at den har de naturligvis også læst. Eller i hvert fald købt.
Med andre ord vil vi miste et samtaleemne, men set i større perspektiv mister vi også en del af vores kultur, ikke kun i stuerne, men i bybilledet og i lokalsamfundet, hvor boghandleren har været en lige så nagelfast klippe som kirketårnet. 

Hvis jeg havde en redningsplanke, ville jeg naturligvis være hidkaldt som konsulent og ikke som forfatter. På den lange bane er jeg ikke sikker på, at der findes nogen løsning. På den kortere, er det op til jer selv, om I vil gribe en rolle. For hvem skal egentlig lære læserne at bruge ebøger? Hvem skal vise dem, hvordan en reader eller noget så simpelt som en iPad fungerer? Hvordan får man overhovedet puttet en ebog derind?
Og dernæst: hvor skal læserne fysisk møde forfatterne? Vil I overlade det alt sammen til bibliotekerne, eller vil I være med på vognen, så langt den nu kan trække? I så fald sker det ikke med de tre pakker tape, men ved at slå dørene op for det kulturelle og litterære møde mellem mennesker.
Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke!