Det er Günter Grass det seneste eksempel på. Hans digt om Israel/Iran-problematikken var sprogligt og litterært et ubehjælpsomt misfoster og politisk en katastrofe, der afslørede en naivitet og manglende proportionssans, som står i voldsom kontrast til, hvordan Grass i så mange andre sammenhænge har brugt sine intellektuelle og kunstneriske evner til at berige os.

Noget tilsvarende kan siges om mange andre kunstnere – både forfattere og andre. Alligevel er der et stort forventningspres på forfatterne om at levere varen i form af debatindlæg om politiske emner. F.eks. ser Politikens nye kronikredaktør det som en af sine opgaver at skaffe flere kronikker skrevet af forfattere. Resultatet har indtil nu været blandet, hvor man som læser flere gange har siddet med fornemmelsen af, at en bestemt kronik kun blev bragt, fordi den var bestilt fra redaktionens side og under andre omstændigheder ville være blevet afvist.

Det er forståeligt, at omverdenen har en umiddelbar forventning – eller formodning – om, at en forfatter med ordet i sin magt kan og vil bruge talentet til at nuancere og hæve niveauet i den offentlige debat. Sådan har det været historisk, hvor forfatteren sammen med præsten og degnen tilhørte en lille, intellektuel elite med ordet i deres magt. Men sådan er det ikke længere: I vores moderne kommunikationssamfund er det heldigvis blevet en stor og broget skare, der har evnerne og viljen til at ytre sig offentligt. Alligevel er der fortsat en særlig forventning til forfatterne. Men ret beset er forfatterne hverken værre eller bedre end mange andre faggrupper til at ytre sig politisk – og hvorfor skulle de være det? Christian Jungersen har f.eks. lige skrevet en spændende og debatskabende roman om biologisme, den frie vilje og mange andre svære problemstillinger – men det gør ham vel ikke bedre end mange andre til at formulere forslag til, hvordan disse problemstillinger takles politisk? Mange norske forfattere var på tilsvarende vis gode til at sætte ord på de svære følelser i kølvandet på Utøya-massakren, men de har ikke brilleret med forslag, der skilte sig ud fra andre, til, hvordan den form for terrorisme bekæmpes eller forebygges i et moderne demokrati.

Det politiske spil er et af de sværeste at begå sig i, og livskraftige politiske løsningsforslag svære at formulere. Samtidig er der jo en grund til, at en person som sin førsteprioritet har valgt at prøve at leve af at udtrykke sig gennem litteraturen: Det er den boldbane, vedkommende føler sig bedst tilpas ved at spille på – ja, i de fleste tilfælde brænder for. Hvorfor så ikke opdyrke det til perfektion frem for at spilde talentet og tiden på at ytre sig på alle mulige andre måder eller gennem alle mulige andre kanaler?

Måske skal vi som samfund holde op med at have særlige forventninger til forfatteren som intellektuel, politisk debattør og prøve at pace noget frem, der ikke er bæredygtigt – og så nøjes med glæde os, når der kommer et godt indlæg fra den kant. På linje med glæden over gode indlæg fra de stadig flere, der kan og vil ytre sig offentligt.