20/6/2012
BogMarkedet
Af Silas Bay Nielsen
NYHED:

Kulturminister Uffe Elbæk har fundet et politisk flertal for flere initiativer, som skal begrænse piratkopiering på nettet, men Forlæggerforeningen mener, der er flere løse ender i udspillet.

Det nye udspil betyder, at der bl.a. vil blive oprettet et såkaldt innovationsforum, der skal bidrage til en dialog og erfaringsudveksling mellem de kreative brancher og indholdsleverandører samt udbydere. Forummet skal sætte skub i udviklingen og udbredelsen af lovlige forretningsmodeller for udbud af kreativt indhold, skriver Kulturministeriet.

Derudover vil Kulturministeriet i samarbejde med telebranchen, rettighedshaverne og Forbrugerrådet iværksætte en oplysningsindsats, som styrker kendskabet til de mange muligheder for lovlig adgang til musik, film, bøger osv. Men Forlæggerforeningens direktør, Christine Bødtcher-Hansen, er ikke imponeret over udspillet.

Naivt udspil

»Udspillet mangler hele retshåndhævelsesdelen, og det var det vi havde bedt Kulturministeren om at hjælpe os med. Selvfølgelig er dialog og information vigtigt, men det er naivt at tro, at det kan erstatte, at der er konsekvenser forbundet med ulovlig adfærd. Det svarer til, at man afskaffer p-vagterne eller politiet og vælger at lave informationskampagner om, hvordan man opfører sig lovligt,« siger hun.

Læs Politikens artikel  om udspillet her

Hun er enig i udspillets opfordring til, at branchen skal have fokus på at udvikle forretningsmodeller på de nye digitale platforme. Men hun siger, at kulturindustrien på eget initiativ allerede er i fuld gang med at skabe de muligheder, og at forummet derfor ikke er noget, brancherne har ønsket, men omvendt gerne møder op til.

Retshåndhævelse og information skal køre sideløbende

Informationskampagnen, som kulturministeren lægger op til, får heller ikke stor opbakning med på vejen. Christine Bødtcher-Hansen fortæller, at rettighedshaverne har opfordret til igangsættelse af informationskampagner, men at det kun er ét ben i kampen mod piratkopiering.

Dokumentation: Læs Kulturministeriets pressemeddelelse her

»Informationskampagner og retshåndhævelse er noget, der skal køre sideløbende med hinanden, og det kommer ikke til at ske med dette udspil,« siger hun og mener derfor ikke, at udspillet i sig selv vil få færre til at kopiere ulovligt.

Behov for særlig task force

Derudover kritiserer hun også Kulturministeriets forslag til en oplysningskampagne, da der kun er budgetteret med 3 mio. kr., hvilket, hun mener, er alt for lidt, nu da den står alene. Hvis en isoleret kampagne skal have effekt, skal den være langt mere ambitiøs. Planen er, at udgiften til kampagnen ligeligt skal deles mellem staten, teleselskaberne og rettighedshaverne. Inden folketingsvalget sidste år var der ellers flertal for en brevmodel, men efter valget smuldrede flertallet, og Kulturministeriet vurderede efterfølgende, at det ikke gav nogen mening at forsøge at indføre en brevmodel. Derfor ønsker rettighedshaverne nu at gå andre veje for at få retshåndhævelsesdelen med.

»Vi mener, der er brug for en IPR Task Force, som er en særlig enhed med speciale i krænkelse af immaterielle rettigheder. RettighedsAlliancen, Forlæggerforeningen samt en række andre rettighedshavere har allerede henvendt sig til Justitsministeriet og er i kontakt med partiernes retsordfører. Det havde vi gerne set også var beskrevet i udspillet, men nu håber vi, at det vil være en vej at gå,« siger Christine Bødtcher-Hansen.

Tilføj kommentar

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.


© BogMarkedet Landemærket 5,31119 København K
Alt materiale på dette website er beskyttet af lov om ophavsret

KONKURRENCE

 

 
 

Tirsdagsfruerne – rejsen til Lourdes af Monika Peetz er udgivet på forlaget Turbulenz.

Hvor kommer Monika Peetz fra?

a) Tyskland
b) Østrig
c) Sverige 

 

Der vil blive trukket lod, og de tre heldige vindere vil få bogen tilsendt med posten.
 

Svar modtages på info@bogmarkedet.dk.
3 heldige vindere vil få bogen tilsendt med posten

Bogen i Danmark

Annonce