Statsforvaltningen skriver, at Styrelsen for Bibliotek og Medier er enig med konsortiet bag eReolen.dk, at det ikke er bibliotekerne, men forlagene, der sælger e-bøger, og at der heller ikke er tale om, at bibliotekerne deler et eventuelt overskud fra salg af e-bøger med forlagene, idet købeknap-funktionen alene er et led i prisfastsætningen, således at bibliotekerne betaler en lavere pris for udlånet, når der sælges e-bøger.
Dog vurderer forvaltningen, at et eller flere af elementerne i projektet eReolen.dk næppe har hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne. Men på grund af biblioteksloven, som konkret anviser bibliotekernes rolle samt Styrelsen for Biblioteks og Mediers vurdering af sagen, så betyder det, at Aarhus Kommune kan igangsætte købeknappen.
Glæde hos eReolen
Bo Fristed, der er formand for konsortiet bag eReolen, glæder sig over afgørelsen.
»Vi har nu fået bekræftet, at det er i orden at lave. Men konklusionen peger også på, at der er ting, vi må forholde os til. Statsforvaltningen lægger vægt på, at det er et projekt, der udløber den 1. november, men vi må være sikre på, at projektet kan fortsætte på den lange bane,« siger han.
Stadig ubesvarede spørgsmål
Til trods for statsforvaltningens accept af købefunktionen, mener Olaf Winsløw, direktør i Boghandlerforeningen, stadig, der er væsentlige ubelyste elementer i sagen.
»For mig er der en klar parallel til bibliotek.dks købefunktion, hvor ingen udelukkes fra at tilbyde bøger til brugerne på bibliotek.dk. Med eReolens købefunktion fremgår det som om, at det kun ville være én spiller, der fik adgang til købeplatformen på eReolen, og at bibliotekerne eller eReolen skulle have provision af salget. Derfor er det centralt, om købefunktionen vil være åben for alle i detailhandlen. Det ser ikke ud som om dette spørgsmål er besvaret, så vi har bedt om indsigt i, hvad kulturstyrelsen har svaret statsforvaltningen,« siger han.
Dialog med branchen
Bo Fristed fortæller, at styregruppen nu – i dialog med forlagenes repræsentanter – vil finde frem til, hvordan købeknappen kan implementeres. Desuden fortæller han, at man vil gå i dialog med detailhandlen.
»Men målet er og har aldrig været at lave en webshop. Det er ikke det, vi er sat i verden for. Der skal kun være muligt at have adgang til e-bøger, der er med i eReolen, og som lånerne af en eller anden årsag ikke kan låne – f.eks. fordi lånerens eller kommunens antal af lånte e-bøger er opbrugt,« siger Bo Fristed.
Så I inviterer detailhandlen med i købeknapfunktionen?
»Det siger jeg ikke. Men nu går vi i dialog med branchen for at se, om vi kan finde en god løsning, der kan holde på den lange bane, « siger Bo Fristed.
Undersøgelsen af købeknappen blev sat i værk, efter flere eksperter i BogMarkedet utrykte tvivl om, hvorvidt købeknappen var lovlig. Desuden har købefunktionen ført til kritik fra flere boghandlere.

Tirsdagsfruerne – rejsen til Lourdes af Monika Peetz er udgivet på forlaget Turbulenz.
Hvor kommer Monika Peetz fra?
a) Tyskland
b) Østrig
c) Sverige
Svar modtages på info@bogmarkedet.dk.
3 heldige vindere vil få bogen tilsendt med posten.
Tilføj kommentar