| Direktør forlader Thaning & Appel Af Jannik Lunn Louise Haslund-Christensen har opsagt sin stilling som direktør for forlaget Thaning & Appel. Ny direktør bliver Rasmus Stenberg Schur, der sammen med sin hustru Lotte Schur ejer firmaet igennem moderselskabet Andreasen og Lachmann A/S. »Vi har været glade for Louise Haslund-Christensens indsats. Hun har udsendt en række markante udgivelser, der har øget omsætningen betragteligt, men ikke nået de resultater på bundlinjen, som vi havde håbet, og det tager Louise konsekvensen af. Beslutningen må vi respektere, selv om vi er kede af, at hun har valgt at gå,« udtaler den nye direktør. I overdragelsesfasen vil Louise Haslund-Christensen stadig være på forlaget. Salgs- og marketingchef Anders Mejlbjerg bliver ny forlagschef med ansvar for såvel salg som redaktion. »Jeg er ked af, at Louise har sagt sit job op, men samtidig glæder jeg mig til at gå i gang med nye udfordringer, der bl.a. indebærer en ændring af udgivelsesprofilen hen imod et større indhold af oversat skønlitteratur. Jeg regner med, at vi kommer til at udgive omkring 10 skønlitterære bøger til næste år,« siger Anders Mejlbjerg til BogMarkedet. Den ændrede udgivelsesprofil betyder, at redaktør Søren Markers og presseansvarlig Tina Werborg ikke fortsætter på forlaget. |
| Gyldendal køber bogklub Bogklubben The Piccadilly Book Club bliver fra 1. januar overtaget af Gyldendal. Bogklubdirektør Tine Weppler, Gyldendals Bogklubber, siger at hun allerede sidste efterår bemærkede Piccadillys flotte annoncekampagne. »I foråret begyndte jeg at tale med Erik Bach Christophersen om at købe klubben, hvilket nu er en realitet. The Piccadilly Book Club fortsætter som hidtil med Erik som redaktør og indkøber, og han bliver boende i London, men han vil nok være i København en uge hver måned. Hvordan det hele rent teknisk kommer til at fungere, kan jeg ikke sige endnu, men der sker færrest mulige forandringer,« siger Tine Weppler. The Piccadilly Book Club har kun én ansat, Erik Bach Christoffersen. |
| Charlotte Jørgensen forlader Athene Af Jannik Lunn Charlotte Jørgensen, der gennem de seneste otte år har opbygget Forlaget Athene, som er et imprint under Lindhardt og Ringhof, har sagt sin stilling op med udgangen af november. »Jeg har været enormt glad for at være med til at opbygge Athene, men jeg har svært ved at se perspektivet for mig i Lindhardt og Ringhofs nye struktur.« Den går i sin enkelthed ud på, at de tre redaktioner under Hans-Henrik Schwab, Karsten Nielsen og Charlotte Jørgensen blev samlet i én afdeling. Det var den netop afgåede direktør Erik Barfoed, der havde ansvar for samtlige redaktioner. »Det har intet med Barfoeds afgang at gøre, for han er holdt op af rent private årsager, mens min begrundelse er, at jeg ikke rigtig kan se mig selv i den nye konstruktion, men jeg er meget glad for, at man bevarer Athene,« siger Charlotte Jørgensen. Athene har en redaktør, Liselotte Urfe, og en praktikant, og de fortsætter begge, og Athene bliver lagt ind under Hans-Henrik Schwabs ledelse. Hvad skal du så selv lave efter 1. december? »Det ved jeg ikke endnu. Det er første gang, jeg har kastet mig i frit fald ud over afgrunden,« slutter Charlotte Jørgensen. |
| BogForum med nyheder Det bliver den svenske krimiforfatter Liza Marklund, der åbner BogForum fredag den 14. november, og så går det ellers derudaf de næste tre dage med over 700 forskellige arrangementer og forfattere fra Norge, Sverige, England, Italien og Schweiz og naturligvis fra Danmark. Der er også flere nye tiltag på årets bogmesse, fx er der et helt nyt område på balkonen, som udelukkende er dedikeret til lydbøger. I ugen op til messen vil der desuden være en litteraturuge ”København læser”, som BogForum vil følge op på ved en række børnearrangementer. Læs mere årets BogForum i BogMarkedet nr. 21 |
| Dansk Forfatterforenings fagbogspris Dansk Forfatterforening har uddelt fagbogsprisen til Kjeld Hansen og Bent Østergaard. Kjeld Hansen fik prisen for Det tabte land (Gad) mens Bent Østergaard fik prisen for bogen Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder (Syddansk Universitetsforlag. |
| Skolebibliotekarernes Børnebogspris Skolebibliotekarernes Børnebogspris 2008 på 12.000 kr. blev givet til Cecilie Eken. Prisudvalget har i valget af Eken lagt vægt på »det originale og den gode fortælling, både indholdsmæssigt og sprogligt«. Læs mere om prisuddelingerne i BogMarkedet nr. 21 |
| Biblioteker udsultes Op mod 60 % af folkebibliotekerne får i 2009 ikke den fulde fremskrivning i budgetterne på 4,6 %. Derfor får de reelt færre penge i 2009, skriver Danmarks Biblioteksforening. Hårdest ramt er bibliotekerne i Dragør, Furesø, Halsnæs, Lyngby-Taarbæk og Nordfyn kommuner, der alle får reduceret budgetterne med 6 %. Det betyder færre åbningstimer, mindre personale og anskaffelser og filiallukninger. På landsplan vurderer foreningen, at ca. 20 filialer vil blive lukket. 35 % af bibliotekerne har samme budget som i 2008, og 8 % vil få flere penge i 2009. |
| Mollerup hos Haase Peter Mollerup er indtrådt i bestyrelsen for Haase & Søns Forlag. Mollerup var indtil 1. september 2008 direktør for Gyldendal Akademisk og var desuden formand for Forlæggerforeningen 2006-2007. »Det er en stor glæde og styrkelse af bestyrelsen, at vi fremover har Peter med omkring bordet, når der skal diskuteres strategi,« udtaler forlagsdirektør Michael Haase, der understreger, at fokus dog stadig vil være på kvalitetsbøger og nicheproduktioner inden for populære fagbøger samt skole- og lærebøger. |
| Ny romankonkurrence Gyldendal har netop udskrevet en konkurrence om en ny dansk spændingsserie for børn i alderen 8 til 12 år. Alle over 18 kan deltage, blot man sender et færdigt manuskript, en synopsis på yderligere to bind samt et koncept for hele serien. Bidrag skal afleveres frem til 1. september 2009, og vinderen vil blive afsløret på bogmessen i Forum i november 2009. Bjarne Reuter er formand for den fire mand store jury, der vil uddele 100.000 kroner til den glade vinder, der også vil blive inviteret med til Bologna-bogmessen i 2010. Udvalgte manuskripter vil desuden blive læst af Nordisk Film med henblik på eventuel filmatisering. Konkurrencebetingelserne kan downloades på Gyldendal.dk under ’Børn og unge’ eller læses i en folder, der kan bestilles på elevsmm@gyldendal.dk |