OM BOGMARKEDETNYHEDSBREVKONTAKT
BogMarkedet
Nyheder Lederen Bestsellerlisten Artikler Jobbørsen Nyt om navne Annoncer Kalenderen Statistik Arkivet
Ny hos L&R
Martin Zunda tiltræder d. 14. april en nyoprettet stilling som Da Capo-ansvarlig hos Lindhardt og Ringhof. Martins opgave vil være at optimere forlagets genudnyttelsesprogram ved at nytænke de mange rettigheder, der efter fusioner og opkøb er samlet i forlagene under Lindhardt og Ringhof, skriver forlaget i en pressemeddelelse.
Martin Zunda var til 2007 daglig leder af Arnold Busck, Odense. Herefter afløste han kædens underdirektør Troels Bek på Købmagergade i København. Efter Buscks opkøb af B.O. Bøger blev Zunda salgs- og marketingchef i kædens nye servicecentret i Lyngby i efteråret 2008, en stilling han måtte forlade i januar 2009.

Nordisk Råds Litteraturpris til Per Petterson
Det blev ikke overraskende storfavoritten, norske Per Petterson, der får Nordisk Råds Litteraturpris 2009 for sin roman Jeg forbander tidens flod, som for nylig kom på dansk på Batzers Forlag.
Petterson, der de seneste par år har fået en lang række priser, modtager prisen på de 350.000 danske kroner i slutningen af oktober på Nordisk Råds session i Stockholm.
I bedømmelseskomitéens motivering hedder det bl.a.: »I romanen beskriver hovedpersonen sine oplevelser og sit fragmenterede erindringsarbejde med flere livskriser i egen familie. I et poetisk og stillegående sprog formidler Petterson, hvor vanskeligt det er at få sagt det som føles mest nødvendigt at sige til hinanden.«

Fra Borgen til People’sPress
Forlagsredaktør Jacob Stærmose, som var én af de redaktører, der for nylig blev opsagt på Borgens Forlag, begynder 1. maj som forlagsredaktør på People’sPress. 38-årige Jacob Stærmose har været ansat på Borgens Forlag i 10 år, og her har han bl.a. har været redaktør for forfatteren Erling Jepsen.

Som BogMarkedet skrev i sidste nummer (nr. 6, 2009), forlader Erling Jepsen Borgen med sit næsten færdiggjorte manuskript. Romanen vil udkomme til efteråret – efter al sandsynlighed på People’sPress, men det er endnu uvist, hvad titlen bliver.

EUs Litteraturpris
EUs Litteraturpris’ jury har netop offentliggjort de 12 lande, der er med kapløbet i 2009: Østrig, Kroatien, Frankrig, Ungarn, Irland, Italien, Litauen, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet og Sverige. Prisen har til formål at støtte talenter inden for den nutidige fiktion og uddeles i september i Bruxelles. Der er afsat 400 millioner euro til formålet i perioden 2007-2013.

Lån en e-reader
Nu er det også muligt at låne en e-reader på Det Kongelige Bibliotek i København. Biblioteket har i længere tid satset på anskaffelsen af e-bøger, men fra 1. april udlånes også readere, så brugerne ikke længere behøver læse e-bøgerne på computer eller print. Låneperioden er på en måned, og den enkelte bruger kan selv downloade en af de mere end en kvart million e-bøger, som biblioteket stiller til rådighed.

Nyt råd
Den 26. marts blev Dansk Tegneserieråd stiftet. Formand for bestyrelsen er Thomas Thorhauge. Øvrige medlemmer er blandt andre Paw Matthiasen, Steffen P. Maarup og Carsten Søndergaard.

Årets bibliotek 2009
Danmarks Biblioteksforening har netop kåret Litteratursiden 2.0 som årets bibliotek 2009. Med den nye version af Litteratursiden får dens over 800.000 brugere mulighed for at få en helt ny og aktiv rolle, hvor de blandt andet kan dele læseoplevelser og diskutere med hinanden – og det er navnlig åbningen for brugerindhold og den brugerdrevne innovation, der har imponeret Danmarks Biblioteksforening.