| Fængsel og erstatning i sagen mod Pirate Bay De fire tiltalte i sagen mod Pirate Bay og deres ulovlige fildeling blev af Stockholms tingsrätt hver idømt et års fængsel, skriver Svensk Bokhandel på svb.se. Desuden skal de betale en høj erstatning til film- og pladeselskaber. Af Nils Bjervig Retten fulgte anklageren i sagen mod den svneske fildelingstjeneste Pirate Bay. Alle fire, Carl Lundström, Fredrik Neij, Peter Sunde och Gottfrid Svartholm Warg, blev fundet skyldige i medvirken til brud på ophavsretten. De fire skal tilsammen betale ca. 33 mio. (svenske) kr. til film- og pladeselskaber, bl.a. Twentieth Century Fox og Columbia Pictures, skriver Lars Schmidt fra Svensk Bokhandel. De fire skal desuden betale sagsomkostninger på 3,3 mio. kr. Peter Sundes advokat, Peter Althin, siger til Aftonbladet.se, at sagen vil blive anket. |
| Nyt agentur Litterære agenturer for skønlitteratur har længe været almindeligt i Danmark som i udlandet. Agenturer for faglitteratur er nyt. Lise Baltzer og Peter Hartmann står bag det nye agentur Baltzer + Hartmann Publishing Consultants. Formålet er at rådgive videnskabelige selskaber, som udgiver tidsskrifter, samt forfattere, som skriver eller redigerer faglitteratur i ind- og udland. |
Llambías ny rektor for Forfatterskolen Forfatterskolens bestyrelse har ansat forfatteren Pablo Llambías som rektor for skolen i de næste fire år. Pablo Llambías er født i 1964 og debuterede i 1996 med novellesamlingen Hun har en altan. Siden har han skrevet noveller, kortprosa, artikler og romaner og undervist på forfatterskolen fra 2000 til 2006. |
| Vestsjælland i knibe Det bliver sværere at købe bøger på Vestsjælland. Med udgangen af juni lukker den 157 år gamle boghandel i Skælskør. De sidste år har butikken været med i kæden Bøger & papir, og fra 1995, hvor 75-årige Thorvald Helweg overtog Gjellebøls Boghandel, har der været tre ejere, mens der kun var fem ejere i de første 143 år. For et par år siden lukkede den sidste boghandel i Korsør, og om kort tid forsvinder også Glumsø Boghandel. I mere end 110 år har der eksisteret en boghandel i Glumsø, men alt tyder på, at Mette Larsen bliver den sidste boghandler i byen. Læs inteviewet med Mette Larsen i BogMarkedet nr. 08 |
| Salman Rushdie til CPH:LITT.09 Copenhagen Litteratur Festival, som i år finder sted i Huset i Magstræde i Indre København fra fredag 15. til søndag 17. maj, har offentliggjort navnet på det første store trækplaster, den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie. CPH:LITT, der blev afholdt for første gang i 2008, har også allerede tilsagn fra forfatterne Celine Curiol (Frankrig), Danute Kalinauskaite (Litauen) og svenske Mara Lee. Desuden har følgende danske forfattere foreløbigt givet tilsagn: Suzanne Brøgger, Pia Juul, Kirsten Hammann, Christel Wiinblad og Claus Bech-Nielsen. Læs mere om CPH: LITT 09 i BogMarkedet nr. 08 |
| Digital forfatterskole Saxo.com lancerer nu en digital forfatterskole, hvor man kan deltage i skrivekurset hjemme i sin egen stue. Skolen løber over 10 uger, og den startede allerede den 14. april. Hver tirsdag stiller kursets lærere en skriveøvelse, som skal besvares senest søndag i den samme uge. Mandag udvælger lærerne tre besvarelser, som bliver kommenteret online, så alle kan lære af det. Lærerne bag denne alternative forfatterskole er ægteparret Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff, og man kan læse mere om skolen på saxo.com, hvor tilmeldingen er åben – også selvom man ikke nåede med fra selve starten. |
| Undervisningsmiddelprisen 2009 Prisen for årets bedste undervisningsmiddel 2009 er netop blevet uddelt for 14. gang. Årets vinder blev materialet Vild med dansk 8, som er rettet mod dansk i folkeskolens ældste klasser. Materialet er udgivet af Gyldendal og udarbejdet af forfatterne Lise Ammitzbøll, Dorte Østergren-Olesen og Henrik Poulsen. De tre forfattere modtager ud over æren, et diplom og en statuette også en check på 45.000 kroner. Læs mere om prisuddelingen i BogMarkedet nr. 08 |
| ALOA-prisen Litteraturprisen, der er blevet uddelt siden 1993, går i år til den unge nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie for romanen En halv gul sol. Prisen overrækkes på Louisiana den 19. april, hvor journalist Lasse Jensen holder overrækkelsestalen, og Ellen Hillingsø læser uddrag af romanen. ALOA-prisen tildeles en forfatter fra Afrika, Asien og Latinamerika for en bog udgivet på dansk. Formålet er at gøre opmærksom på læseværdige, fascinerende, spændende og indsigtsfulde bøger, som alligevel er tilbøjelige til at forsvinde i mængden, blot fordi deres forfattere ikke hører til ‘vores egne’, som det hedder i fundatsen. Læs mere om ALOA-prisen i BogMarkedet nr. 08 |