| Politikens Hus Ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden Cc. til mediernes Kultur- og chefredaktører 1. oktober 2009 j.nr. OU-004-208/cbh Som repræsentanter for forfattere og forlag i Danmark reagerer vi på de udtalelser om ophavsret, der er kommet fra Politiken i forbindelse med tryk uden forudgående tilladelse af ”Jæger – i krig med eliten” i Politiken d. 16. september 2009. Ophavsretten, herunder retten til at beslutte, hvornår og hvordan et værk skal offentliggøres, er en hjørnesten i al forfatter- og forlagsvirksomhed. Derfor er forfattere og forlag afhængige af, at den respekteres – ikke mindst af vores samarbejdspartnere. En krænkelse af den karakter, ”Jæger-sagen” er udtryk for, udvider det pres, der i forvejen er på ophavsretten. Ved at fastholde, at der ikke er tale om en krænkelse, understøtter Politiken den moral, som internettets pirater synes at følge: ”fordi man kan, så må man”. Måden, hvorpå et af Danmarks største dagblade agerer i forhold til ophavsretten, har stor betydning for, hvordan ophavsretten opfattes af andre. Politiken har i ”Jæger-sagen” næppe ønsket at så tvivl om forfatternes og forlagenes grundlæggende rettigheder. Vi håber derfor, at avisen i dennes fremtidige journalistiske behandling af ophavsretlige spørgsmål vil arbejde aktivt for at skabe klarhed om ophavsrettens indhold, så incitamentet for forfatteres skabelse af nye litterære værker og forlags formidling heraf kan bevares. Med venlig hilsen Dansk Forfatterforening Formand Lotte Garbers Forlæggerforeningen Direktør Marie Svane |
| Stort underskud hos Arnold Busck En pressemeddelelse fra Arnold Busck-koncernen oplyser, at underskuddet i regnskabsåret 2008/09 er på 23,0 mio. kr., mod et underskud på 6,6 mio. kr. i regnskabsåret 2007. Den væsentligste del af underskuddet stammer fra datterselskabet Arnold Busck International Boghandel A/S, som er påvirket af en række forhold af engangskarakter. Halvdelen af det realiserede tab skyldes, at man har omlagt regnskabsåret, så det nu går fra 1. maj i stedet for, at det var kalenderåret. Derfor er der i dette regnskab, som omfatter 16 måneder, to lavsæsoner med. Mere om kædens regnskaber, når de er offentliggjort. |
Kulturpris 2009 |
| Google-forliget skal nyskrives Den 7. oktober skulle der have været en høring – en fairness hearing – i New York om det forlig mellem den amerikanske forlæggerforening, forfatterforening og Google om retten til at indscanne bøger i hidtil usete mængder, som parterne indgik i 2008 og som blev foreløbig godkendt i november. Siden har der været stor debat og stor modstand, især fra nordisk, tysk og fransk side, ligesom den europæiske forlæggerforening har protesteret. Høringen er nu udskudt indtil forligsteksten er blevet genforhandlet. På Frankfurter Buchmesse vil BogMarkedets Nils Bjervig deltage i en rundbordsdiskussion om Google-forliget, arrangeret af Google. Læs mere om sagen i BogMarkedet nr. 18 |
| København Læser 09 Litteraturfestivalen København Læser løber af stablen for anden gang fra den 6. november til den 12. november, hvor en række forfattere vil rykke ud i byen og møde læserne på kulturinstitutioner og biblioteker, i boghandlere og på gaden. Bag festivalen står Københavns Biblioteker og en række samarbejdspartnere på Hovedstadens kulturelle scene. Festivalen blev introduceret i november 2008 med mere end 150 aktiviteter. Læs mere på kbhlaeser.dk |
| L&R afskediger tre Lindhardt og Ringhof siger farvel til tre medarbejdere, salgsassistent Susanne Olsen, redaktør Mikael Brødsgaard, Børsens Forlag, og Eva Jul Steenholt, der har taget sig af børnebogklubberne. |
| Danske Banks Litteraturpris Det bliver Pia Juul, Juliane Preisler og Søren Ulrik Thomsen, der skal kæmpe om Danske Banks Litteraturpris 2009, som uddeles på Bogforum søndag 15. november. Pia Juul er indstillet på grund af sin roman Mordet på Halland (Tiderne Skifter), Juliane Preisler for romanen Privatpersoner (Gyldendal) og Søren Ulrik Thomsen for essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke (Vindrose). Litteraturprisen er på 300.000 kr., og de to, der ikke bliver valgt, får begge overrakt en check på 50.000 kr. – og priserne er skattefri. I lighed med tidligere år donerer Danske Bank 5 kr. for hver afgivet stemme til Dansk Videnscenter for Ordblindhed. |
Søg legater fra Autorkontoen Næste ansøgningsfrist for legater fra Autorkontoen er torsdag den 12. november kl. 12.00. Forfattere, oversættere og illustratorer kan søge støtte til arbejds- og rejselegater samt til aktiviteter, der fremmer litteraturens samfundsmæssige betydning, fx oplæsninger og konferencer. |
Ekspansiv paginering |