OM BOGMARKEDETNYHEDSBREVKONTAKT
BogMarkedet
Nyheder Lederen Bestsellerlisten Artikler Jobbørsen Nyt om navne Annoncer Kalenderen Statistik Arkivet
Frygt for bibliotekslukninger
Selv om blot to biblioteker står til at lukke i 2010, frygter formand for Bibliotekarforbundet Pernille Drost flere lukninger efter kommunalvalget. Til Berlingske Tidende udtaler hun, at politikerne ofte gemmer de grumme beslutninger til efter et valg. Siden sidste kommunalvalg for fire år siden har knapt 200 biblioteker drejet nøglen om, og Pernille Drost vurderer, at man med de mange lukninger befinder sig tæt på smertegrænsen.

Nyt litteraturmagasin
Litteratursiden.dks nye magasin, Litteratursider, blev præsenteret på Bogforum 2009. Litteratursider og Litteratursiden.dk bliver til i et samarbejde mellem over 80 danske biblioteker. Magasinet er planlagt til udgivelse to gange i 2010 og vil komme til at ligge fremme på landets biblioteker og desuden blive sendt ud til landets boghandlere. Det er Weekendavisens kommentator og litteraturkritiker Klaus Rothstein, der har været gæsteredaktør på det første nummer.

Vi læser stadig
En ny undersøgelse fra TNS Gallup om Multimedia Mennesket viser, at hos superbrugere (ca. en femtedel af befolkningen) af nye elektroniske tiltag som internet-blogs, download af videoklip og email-læsning på mobiltelefonen fylder boglæsning lige så meget i ugeprogrammet som hos resten af befolkningen.

Europæiske protester mod Google en succes
Google-aftalen var til fornyet høring 13.11. For at få aftalen igennem er den ændret på afgørende punkter. Hvor aftalen før omfattede alle bøger i verden udgivet før 5.1. 2009, er alle bøger, der er udgivet uden for USA, Storbritannien og Canada, nu udeladt af aftalen. Indtægterne fra orphan works vil gå til en uafhængig fond, ikke til Book Registry. Derimod lykkedes det ikke at ændre bestemmelsen om, at man skal anmode om at få sine bøger fjernet fra Googles digitaliseringsprogram. Det er altså stadig ‘opt out’, ikke ‘opt in’, som ønsket i Europa. Aftalen skal endelig godkendes i 2010.

Prisuddelinger på BogForum
Som omtalt andetsteds her på bogmarkedet.dk gik Danske Banks Debutantpris (50.000 kr.) til Martin Kongstad for novellesamlingen/romanen Han danser på sin søns grav (People’sPress).
 
Danske Banks Litteraturpris på 300.000 kr. gik til Pia Juul for romanen Mordet på Halland (Tiderne Skifter). Hun var nomineret sammen med Juliane Preisler med romanen Privatpersoner (Gyldendal) og Søren Ulrik Thomsen med essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke (Borgen). De fik hver 50.000 kr. 
   Disse priser var langt fra de eneste, der blev uddelt på BogForum: 
 
H.O. Lange-Prisen, der uddeles af Det Kongelige Bibliotek og Gad for fornem forskningsformidling gik til Steffen Heiberg for værket En ny begyndelse – Europas kulturhistorie i middelalderen (Gads Forlag).
 
Skriverprisen (på 25.000 kr.), Undervisningsministeriets pris til »en forfatter, der skriver læservenligt og med litterær kvalitet«, gik i år til Lars-Henrik Olsen for hans samlede forfatterskab.
 
Lærebogsprisen, der er på 100.000 kr. og uddeles af Samfundslitteratur, gik i år til professor Kirsten Drotner for bogprojektet Medier og historie.
 
Sfinx-prisen på 5.000 kr. blev i år uddelt for første gang. Den gik til Anne Marie Nielsen, vicedirektør på Ny Calrsberg Glyptotek. Prisen gives for »udbredelse af kendskabet til Middelhavsområdets kulturelle arv«.
 
BMFs Børnebogspris 2009 gik til Kenneth Bøgh Andersen. Han er efterhånden vænnet til at holde takketaler for priser! »Der er desværre lidt genbrug i denne tale – det må I undskylde,« sagde han. Men det har taget tid at komme til positionen som anerkendt forfatter. »Det er først nu, at jeg har været udgivet forfatter i flere år end jeg var uudgivet. Det er bedre med bøger end med afslag!«