OM BOGMARKEDETNYHEDSBREVKONTAKT
BogMarkedet
Nyheder Lederen Bestsellerlisten Artikler Jobbørsen Nyt om navne Annoncer Kalenderen Statistik Arkivet
Advarsel
Endnu en gang advarer vi mod EU Company Directory, der sender emails til firmaer, hvor budskabet er, at man skal forny eller tegne en firmaannonce, så man bliver synlig på nettet over for forretningspartnere I EU. Der reklameres med »Updating is free of charge!« Men i tredjenederste linje med meget lille skrift står, at det koster 995 euro pr. år, og at man binder sig for tre år.
En underskrift på ovennævnte print koster cirka 23.000 kr. afhængigt af kursen på euro, så pas på!

Prisuddelinger
Oluf Palmeprisen
Olof Palmeprisen 2009 går til forfatteren og samfundsdebattøren Carsten Jensen. Olof Palmeprisen består af et diplom og 75.000 $, hvilket svarer til omkring 390.000 kr. Prisen uddeles i Rigsdagens Andre Kammarsal i Stockholm fredag 29. januar kl. 16. 
 
Montanas Litteraturpris 2009
Det blev digteren Lars Skinnebach, der vandt Montanas Litteraturpris 2009 for sin digtsamling Enhver betydning er også en mislyd (Gyldendal). Udover æren består prisen af 100.000 kr. og et gavekort til Montana. Samtidig gik årets publikumspris på en kasse champagne til Lone Aburas for Føtexsøen (Gyldendal).
 
Brandes-prisen til Erik A. Nielsen
Det bliver Erik A. Nielsen, der 24. februar modtager Georg Brandes-prisen for værket Kristendommens retorik. Den kristne digtnings billedformer.

Ved samme lejlighed uddeles Kritikerprisen for 2009, og her har bestyrelsen for Litteraturkritikernes lav nomineret tre forfattere: Merete Pryds Helle for romanen Hej Menneske, Eske K. Mathiesen for digtsamlingen Bonjour monsieur Satie og Mette Moestrup for roman-kollagen Jævnet med jorden.
Både Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen er på 60.000 kr.
Læs mere om prisuddelingerne i BogMarkedet nr. 2

Orla-afstemningen
Som ny kategori erstatter fagbøger den hidtidige kategori ungdomsbøger, når der skal stemmes om Orlaprisen. Der er seks kandidater i hver kategori, og de tre andre er billedbøger, børnebøger og fantasy. Der kan stemmes frem til 12. marts, og 15. april kåres vinderne direkte i Ramasjang Live. Læs mere og se kandidaterne på dr.dk/orla

Kostbare pirater
Forlagene i USA mister op mod tre mia. dollars på grund af ulovligt pirateri på nettet. Det skriver Publishers Weekly med analyseinstituttet Attributor som kilde. De sporede 913 bøger i 14 forskellige emnegrupper. De vurderer, at der ulovligt blev downloaded mere end ni mio. kopier af bøger fra 25 forskellige sites på nettet. Fire af dem står for en tredjedel af de ulovlige downloads, vurderer Attributor.

Stor provinsboghandel lukker
Af Jannik Lunn
Med udgangen af januar lukker Bog & idé Odense. Det er den forretning, der tidligere hed Gad, og som ligger i gågaden midt i byen. Imidlertid kommer der en ny Bog & idé-butik til efteråret, når Carina Rasmussen 1. oktober åbner en ca. 400 kvm. stor boghandel i to etager skråt overfor den butik, der nu lukker. Allerede sidste år åbnede Carina Rasmussen sin første Bog & idé-butik i Odense-forstaden Dalum.
»Den hidtidige leder af Bog & idé Odense, Vibeke Fosvig er allerede rykket til Slagelse, hvor hun er blevet butikschef i kædens boghandel i Vestsjællandscentret. De øvrige fastansatte i Bog & idé Odense får tilbudt andet arbejde af kæden,« siger Finn Erik Kristiansen, der er direktør i Indeks Retail Invest og Gads Boghandel, som var den egentlige ejer af Bog & idé Odense.

Gyldendal varsler kæmpe underskud
Af Jannik Lunn
Trods et overraskende godt bogsalg i fjerde kvartal 2009, ser Gyldendal sig nødsaget til at varsle et drønende underskud for 2009. Det skyldes en nedskrivning på 85 mio. kr. på bl.a. forlagets eksisterende lagre af PC-spil. Det betyder at trods et forventet resultat på 50 mio. kr., bliver Gyldendals resultat nu i stedet et underskud på 35 mio. kr.
»Vi vurderer vores aktiver én gang om året i en såkaldt nedskrivningstest, og her må vi konstatere, at udviklingen fra PC-platforme til mobile spilkonsoller har reduceret værdien af de eksisterende PC-spil og rettigheder og medført stigende udviklings- og produktionsomkostninger. Samtidig har det vist sig vanskeligere at introducere erhvervede og nyudviklede spilfigurer,« siger Stig Andersen til BogMarkedet.
Det store underskud ser ikke umiddelbart ud til at koste arbejdspladser. »Det har været en gedigen overraskelse, at lageret og de tilkøbte rettigheder er så meget mindre værd, men samtidig løfter nedskrivningen en byrde for Krea Medie, som gør det lettere at gå videre. Man kan sige, at det er en lussing til os, men det rykker ikke ved driften, og vi har stadig en tilfredsstillende soliditetsgrad«, slutter Stig Andersen og tilføjer, at bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen at fastholde et udbytte på 20 kr. pr. aktie. Gyldendal købte aktiemajoriteten i Krea Medie i 2007.

Tyskland: + 2,8 %
Den tyske bogbranche har klaret sig hæderligt gennem det vanskelige 2009. Den samlede omsætning steg ifølge Börsenvereins statistik med 2, 8 %. Det var især skønlitteraturen, der trak opad med en stigning på 6,9 %.
Læs mere om udviklingen på det tyske marked i BogMarkedet nr. 2

Bogudsalg begynder en søndag
De tre boghandlerkæder under Indeks Retail begynder deres bogudsalg en måned tidligere end sidste år. Kataloger for udsalget hos Bog & idé, Bøger & papir og BOGhandleren er netop ved at blive sendt ud i disse dage, og selve udsalget starter søndag 31. januar.

Direktør Lars Østergaard, Indeks Retail, siger, at grunden til at man har rykket udsalget en måned frem er at komme andre aktører, som er begyndt tidligere og tidligere i forkøbet. »Samtidig havde vi lyst til at afprøve det at starte en søndag lige omkring den første i en måned, og her var søndag 31. januar jo oplagt.«
Læs mere om baggrunden for den tidlige udsalgsstart i BogMarkedet nr. 2