| Busck dropper bogklubberne Som hos flere andre boghandlerkæder (fx Gad) kan man nu heller ikke længere være bogklubmedlem gennem Arnold Buscks boglader. Grunden er, at antallet af kunder, der afhenter deres bøger hos kædens boglader, er faldet til et niveau, hvor ordningen ikke længere kan opretholdes. Arnold Busck overflytter automatisk alle medlemmer til direkte medlemskab hos bogklubberne, hvis ikke man udfylder og indsender en vedlagt slip inden 14 dage. Gør man det, er man udmeldt af bogklubben. De kunder, der fortsat gerne vil afhente deres bogklubbøger uden at skulle stå i kø på et posthus og betale porto, har stadig den mulighed, at de kan blive medlem hos en anden boghandler. |
|
| Ny direktør til Unitas Forlag A/S Skoleleder Ruth Bredal Juul, Taastrup, er ansat som ny direktør fra den 1. maj 2007 Ruth Bredal Juul er 47 år og har siden 1999 været leder af Skt. Josefs skole i Roskilde. Den nye leders opgave bliver at stå i spidsen for den fortsatte udvikling af virksomheden, der ud over Unitas Forlag rummer Aros Forlag og internetboghandelen www.kirkebogladen.dk. Den nye direktør afløser Peder Gundersen, der efter mere end 10 succesfulde år har valgt at søge nye udfordringer, skriver formanden Ole Mølby i en pressemeddelelse. |
|
| Bayswater lukker eller gør de? Hellerup-bogcaféen Bayswater Books’n’Coffee lukker antageligt i løbet af april. Dog forsøger ejeren Susanne Schustin at sælge butikken, så den kan videreføres som bogcafé, men hvis det ikke kan lade sig gøre, har hun allerede flere tilbud fra andre brancher. Læs interviewet med Susanne Schustin i BogMarkedet nr. 7 |
|
| Oversætterpris til amerikansk oversætter og forlægger Den Danske Oversætterpris på 15.000 euro blev den 23. marts uddelt for fjerde gang. Modtageren var amerikanske Alexander Taylor, digter, oversætter og forlægger, der siden 1975 har udgivet oversættelser af danske forfattere på sit og hans hustrus forlag Curbstone. 20 bøger er det blevet til, hvilket svarer til to års produktion. Læs mere om prismodtageren i BogMarkedet nr. 7 |
|
| Astrid Saalbach – sidste Årstidens Bog Det blev forfatteren Astrid Saalbach, der som den sidste modtog Det Gyldne Bogmærke fra BG Bank, som bevis på at hendes roman Fingeren i flammen blev kåret som Årstidens Bog – Forår 2007. Det betyder at den indtil 1. maj sælges til 79 kr., hvorefter prisen stiger til 99 k. Når det antageligt var sidste gang, denne pris blev uddelt, er det fordi, BG Bank forsvinder helt ud af billedet efter påske. Den 10. april hedder det udelukkende Den Danske Bank, og af samme grund vil BG Banks store Litteraturpris i fremtiden hedde Danske Banks store Litteraturpris, og sådan vil det også være med BG Banks øvrige sponsorater, når Danske Viden og BG Banks Litteratursponsorat sammenlægges. Læs mere om prisuddelingen i Bogmarkedet nr. 7 |
|
| Ny salgschef hos Politiken Thomas Jensen (35) tiltrådte den 1. april som ny salgschef i JP/Politikens Forlagshus. Han efterfølger Pernille Hjorth, der – når hun senere kommer tilbage fra barsel – efter eget ønske overgår til presse- og marketingafdelingen. Thomas Jensen kommer fra stillingen som produktionskoordinator i huset. |
|
| Gyldendal køber Krea Medie Krea Medie bliver med virkning fra 1. april 2007 en del af Gyldendal-koncernen, skriver Gyldendal i en fondsbørsmeddelelse. Krea Medie A/S blev etableret i 2006, da selskabet erhvervede rettighederne til den kendte spil-figur Pixeline, som blev lanceret i 1994. I dag findes den populære figur i to spor: Pixeline Skolehjælp og Pixeline Eventyr. Pixeline Skolehjælp, der i dag indeholder otte forskellige spil, er et supplement til folkeskolens indlæring, og spillene har de seneste år været blandt de mest succesfulde i den danske spilbranche. I løbet af dette år udsendes fire nye Skolehjælp-spil. I marts dette år præsenterede Krea Medie to nye pc-spil med de kendte figurer fra DR’s børnetv – »Kaj & Andrea« og »Bamse, Kylling og Ælling«. Med erhvervelsen af majoritetsposten i Krea Medie A/S forventer Gyldendal-koncernen nu en omsætning i 2007 på ca. 800 mio. kr. Koncernens resultat før skat forventes fortsat at udgøre 65-70 mio. kr. Krea Medies nuværende ejer har en større minoritetspost og fører virksomheden videre som selvstændigt selskab med uændret daglig ledelse og adresse i Herning. |
|
| Søren Gyldendal Prisen til Jens Christian Grøndahl Det er en aktuel forfatter, der i dag torsdag den 12. april modtog Søren Gyldendal Prisen på 150.000 kr. Netop i dag udkommer Grøndahls essay-samling Tre skridt tilbage, en åbenhjertig bog fuld af selvransagelse bl.a. over, hvordan han kunne tage fejl, da han støttede krigen i Irak. Gyldendals litterære direktør Johannes Riis begrunder prisen på denne måde: »Han fortjener den, for han er en forfatter, der formår at give et billede af vor tid. En tid hvor tingene flyder lidt mere, end vi bryder os om.« |
|