| Pocketforlag i Norge Norge har gjort det, man har svært ved at blive enige om i Danmark: De har lavet et pocketforlag. Det er Aschehoug og Pax, der er gået sammen. Men udgivelserne skal ikke begrænse sig til disse to forlag, skriver Bok og samfunn. Pocketforlaget skal være et rent genbrugsforlag. »Vi har behov for en fornyelse i genbrugsforlæggeriet,« siger koncernchef William Nygaard, Aschehoug. Forlægger Bjørn Smith-Simonsen, Pax, glæder sig. »Vi kommer til at opleve en stærk vækst på dette marked, vi ved, at de unge foretrækker pocketbogen. Det eneste, der kan true pocket, er e-bogen, når den slår igennem. Det skal være lige så let at få fat på en pocketbog som at købe en pølse med brød.« |
|
| Nye i BogForums messeudvalg Forlæggerforeningen har meddelt Forum, at bestyrelsen har udpeget to nye medlemmer til BogForums rådgivende messeudvalg. Det bliver redaktionschef på Gyldendal, Merete Borre, og pressechef på Rosinante og Co., Heidi Mikkelsen. De to afløser adm. direktør Karsten Blauert, Politikens Forlag, og salgsdirektør Jan H. Schmith, Gyldendal, der begge har ønsket at træde ud af udvalget. |
|
| International forfatterscene på Den Sorte Diamant Den Sorte Diamant (Det Kongelige Bibliotek, KB) vil bringe internationale forfattere til København. Det er den nye kulturchef i Diamanten, Uwe Bødewadt, der står for initiativet. »Litteratur viser os, hvad vi er neden under det, vi til dagligt tror, vi er. Derfor er det netop i disse år vigtigt, at et lille sprogområde som Danmark ikke isolerer sig selv kulturelt,« siger han i en pressemeddelelse. Læs mere om projektet i BogMarkedet nr. 22 |
|
| Julekalenderkonkurrence for boghandlere Den tradition, som Aschehoug har haft de sidste par år med at lave en julekalenderkonkurrence for boghandlere, videreføres nu på hjemmesiden www.lindhardtogringhof.dk/bogjul, hvor der dagligt i december er et spørgsmål på dagens låge. Rigtigt besvarede spørgsmål deltager i en lodtrækning, hvor vinderen får tilsendt chokolade til boghandelen. Julekalenderen er i år tegnet af Wulffmorgenthaler, og den sidste dag udtrækkes en ekstra præmie i form af en signeret tegning foræret af Wulffmorgenthaler. Sidste år deltog 100-200 boghandlere dagligt i konkurrencen. |
|