OM BOGMARKEDETNYHEDSBREVKONTAKT
BogMarkedet
Nyheder Lederen Bestsellerlisten Artikler Jobbørsen Nyt om navne Annoncer Kalenderen Statistik Arkivet
Palle Rosenkrantz-prisen 2007 går til Sverige
Svenske Karin Alvtegen får årets Palle Rosenkrantz-pris for spændingsromanen Skygge (Tiderne Skifter). Prisen gives for årets bedste kriminalroman udgivet på dansk og er på 7.500 kr.
Samtidig modtager Morten Hesseldahl årets Harald Mogensen-pris på 5.000 kr. for sin thriller Drager over Kabul (Modtryk) og indstilles dermed til »Glasnøglen«, prisen for bedste nordiske krimi i 2007. Begge priser overrækkes sammen med en række diplomer fra Det Danske Kriminalakademi på Krimimessen i Horsens den 5. april.

BookScan DK
Nu får vi forbedrede muligheder for at følge, hvilke bøger der sælges og i hvor stort antal. Ikke blot sådan cirka, men så præcist man kan komme det.

Boghandlerforeningen har købt rettighederne til at lave BookScan DK af britiske Nielsen, som med stor gennemslagskraft har genereret tal til bogbranchen i Storbritannien, USA, Australien, Irland, Italien, New Zealand, Spanien og Sydafrika.

BookScan DK gik i gang i slutningen af 2007, og i dag er 155 boghandlere med, deriblandt alle de store kæder: Busck, B.O. Bøger, Gad (gennem de kæder, de nu er i) og Bog & idé. Af forretningerne i de to andre kæder i Indeks Retail, Bøger og papir og Boghandleren, er kun en del med pt.
Foreløbig er hverken internetboghandlere, studenter- og andre specialboghandlere og supermarkeder med i BookScan DK.
Læs mere om BookScan DK i BogMarkedet nr. 4

Klods Hans-prisen 2007
Prisen går i år til bibliotekar m.m. Gunhild Lindstrøm. Selskabet for børnelitteratur (IBBY Danmark) siger i sin begrundelse, at hun får prisen for »sit mangeårige engagement i børne- og ungdomslitteratur og for sin hjemmeside www.aslan.dk«. Prisen, der er den eneste, som gives til en formidler, overrækkes den 25. april kl. 15 i Rundetaarn.

Kriminelt

I en opgørelse i Svensk Bokhandel kan man læse, at de tre mest solgte bøger i Sverige i 2007 ikke overraskende var bind et, to og tre i Stieg Larssons trilogi. Hvad der var næsten endnu mere imponerende var, at Camilla Läckberg havde ikke mindre end fem titler med blandt de 20 første. I det hele taget var det langt overvejende krimier, der toppede den svenske årsliste, som byggede på oplysninger fra cirka 300 boghandlere og varehuse.


Årets Unge Boghandler
Så er det ved at være nu, hvis der boghandlere, som synes, at deres elev har gjort sig fortjent til at få titlen Årets Unge Boghandler. Kandidaten skal have udmærket sig fagligt som socialt og have vist initiativ og evne til samarbejde. En begrundet indstilling skal være Boghandlerforeningen (jens@bogpost.dk) i hænde senest 10. marts, og sammen med hæderen vil den udvalgte blive belønnet med en rejse til Grækenland (Athen) med deltagelse i International Congress of Young Booksellers 12. – 17. maj 2008.
Sidste år blev Ane Jensen fra Skørping Boghandel valgt, og hun var til kongres i Finland med ICYB.

Samhandelsreglerne
Det ser ud til, at der kan komme nogle ændringer i Samhandelsreglerne fra 1. juli 2008.
Det skyldes, at Konkurrencestyrelsen har haft nogle indvendinger mod de Samhandelsregler, som er aftalt mellem Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen og anmeldt til Konkurrencestyrelsen, som reglerne foreskriver.
Indvendingerne går på de elementer af aftalen, som karakteriseres som »samordnet praksis« mellem flere virksomheder, hvad der ikke er tilladt ifølge Konkurrenceloven. Det drejer sig bl.a. om returret og præcision af, hvad »rimelig rabat« er.
I stedet for at lade sagen afgøre i en sag for Konkurrencerådet, har foreningernes bestyrelser besluttet, at man vil søge indgået en såkaldt tilsagnsordning (en slags frivilligt forlig, red.) med Konkurrencestyrelsen.
Det betyder, at der forhandles om udformningen af de Samhandelsregler, der skal gælde fra 1.7. 2008