| Ny adm. direktør hos Bonnierförlagen Den hidtidige adm. direktør for Albert Bonniers Förlag, 38-årige Jacob Dalborg, bliver ny adm. direktør for Bonnierförlagen, hvor han afløser Karin Leijon. Karin Leijon tiltræder i stedet en stilling som Senior Vice President i Bonnier Books, hvor hun bl.a. skal stå for den fortsatte udvikling af det amerikanske marked, inden hun ved næste årsskifte går på pension. Bonnierförlagen har omkring 400 medarbejdere og omsætter for 1.6 mia. sv. kr. |
|
| Egmont fik flot år Regnskaberne for mediekoncernen Egmont viser stor samlet fremgang. Koncernens omsætning var 11,1 mia. kr. (2006: 9,2). Driftsresultat 885 mio. kr. (2006: 649 mio.) Resultat før skat blev 399 mio. kr. (2006: 344 mio.). Egmont Books havde en omsætning 1,3 mia. kr (2006: 1,5 mia.), resultat før finansielle poster på 44 mio. kr. mod minus 46 mio. kr. i 2006. Egmont Books udgiver skønlitteratur, fagbøger, lydbøger og bøger til undervisning. »Egmont Books har i 2007 styrket sin markedsposition markant med etableringen af norske Cappelen Damm og danske Lindhardt og Ringhof. Udviklingen har litterært været positiv. Egmont har frasolgt det mindre svenske Damm Förlag AB samt afhændet de nordiske aktiviteter inden for kuponkataloger,« hedder det i koncernens pressemeddelelse. Regnskabet for Egmonts danske forlaghus Lindhardt og Ringhof (fusionen af Aschehoug og Bonnier Forlagene) foreligger først efter påske og vil blive gennemgået i næste nummer af BogMarkedet (07, der udkommer 7. april). |
|
| Ny forlagschef på Børsens Forlag Den 41-årige Jacob Harregaard bliver ny forlagschef på Børsens Forlag fra 1. april. Siden Lise Nestelsø i oktober sidste år forlod forlaget for at blive direktør i Gyldendal Business, har Erlend Steen Thorvardarson været konstitueret som direktør på Børsens Forlag, som han nu forlader for at blive redaktør på Gyldendal Business. Jacob Harregaard kommer fra en stilling som direktør for marketing & business development hos analyseinstituttet Synovate Danmark. |
|
| TV 2 Forlag søger partner Der bliver ikke flere egne udgivelser på TV 2 Forlag. Underskuddet i 2007 har været meget stort. Hvor stort, vil adm. direktør Merete Eldrup ikke oplyse, skriver Børsen den 28.2. Det skulle især have været julesalget, der gav et »kæmpe underskud«. Forlaget har desuden været ramt af personaleflugt, idet forlagschefen Maria Krabbe Hammershøy fratrådte på grund af uoverensstemmelser om den fremtidige strategi for forlaget, og den erfarne redaktør Marianne Thorhauge forlod TV 2 til fordel for en stilling på People’sPress. Fremtiden for TV 2 Forlag vil ligge i partnerskaber med andre forlag, sandsynligvis gennem kommissionsaftaler, som tv-stationen tidligere har anvendt. |
|
| Årets bedste krimi Svenske Karin Alvtegen får årets Palle Rosenkrantz-pris for spændingsromanen Skygge (Tiderne Skifter). Prisen gives for årets bedste kriminalroman udgivet på dansk og er på 7.500 kr. Samtidig modtager Morten Hesseldahl årets Harald Mogensen-pris på 5.000 kr. for sin thriller Drager over Kabul (Modtryk) og indstilles dermed til »Glasnøglen«, prisen for bedste nordiske krimi i 2007. Begge priser overrækkes sammen med en række diplomer fra Det Danske Kriminalakademi på Krimimessen i Horsens den 5. april. |
|
Faglitterære legater Fire legater på hver 50.000 kr. er blevet uddelt af Dansk Forfatterforening og UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde).Lene Andersen fik til udarbejdelsen af en international anvendelig elektronisk udgave i wikipediaformat af bogen Frihed og Demokrati – hvor svært kan det være? Malene og Carsten Fenger-Grøndahl til en researchrejse i forbindelse med bogen Guds fortrolige – sufier og islamisk mystik fra Solrød til Islamabad. Alex Frank Larsen til arbejde med bogen Slavernes slægt. Jesper Nissen til færdiggørelsen af bogen Hvorfor Irakkrig? |
|
| Gratis bøger på nettet HarperCollins Publishers lancerer ny markedsføring: Gratis bøger på nettet. Udvalgte bøger, blandt andre Paulo Coelhos The Witch of Portobello, kan således læses direkte fra forlagets hjemmeside. Det er hverken muligt at printe eller downloade bøgerne, og initiativet er således tænkt som en appetitvækker, der skal få folk til i sidste ende at købe den fysiske bog. Coelho kommenterer i overensstemmelse hermed til New York Times: »Jeg tror på, at gavmildhed betaler sig«. |
|
| Saxo har vokseværk Efter købet af ibooks forventer Saxo en omsætning på 120 mio. kr. i år. Danmarks pt. største netboghandel, Saxo.com, har pr. 1. marts overtaget ibooks.dk. Hvad Saxo har betalt for konkurrenten, bliver hemmeligholdt, men ambitionerne fejler ikke noget. I 2007 havde Saxo og ibooks en omsætning på hhv. 60 og 20 mio. kr., men allerede i år forventer Saxos ejer Jørgen Balle Olesen en vækst på 50 %, så omsætningen skulle ende på 120 mio. kr., og dermed regner Saxo med at stå endnu stærkere i konkurrencen med de store bogkæder. Læs mere om Saxos ekspansion i BogMarkedet. nr. 5 |
|