En lidt anderledes skåret krimi end man er vant til. I et roligt tempo kommer vi til det skønne Øland, hvor vi følger opklaringen af en gammel kriminalhistorie, hvor en 6-årig dreng forsvinder i 1972. Den lille dreng, Jens, som bliver passet af morfar og mormor i deres sommerhus på Øland, mens mor er i […]
En lidt anderledes skåret krimi end man er vant til. I et roligt tempo kommer vi til det skønne Øland, hvor vi følger opklaringen af en gammel kriminalhistorie, hvor en 6-årig dreng forsvinder i 1972.
Den lille dreng, Jens, som bliver passet af morfar og mormor i deres sommerhus på Øland, mens mor er i byen, ser sit snit til at opleve verden, og tage på eventyr en dag, hvor morfar ordner fiskegarn og mormor tager en lur. Han går ud på alvaret – og her møder han Niels Kant.
Niels Kant er død flere år tidligere, og Jens kommer ikke tilbage til morfar og mormor. Hvad er der sket?
Politiet leder efter Jens med hunde og frivillige, der kæmmer omegnen tomme for tomme – mens Jens er væk, og det lykkes ikke at finde ham. Ingen mistænker Niels Kant, for han er død og begravet. Er drengen druknet?
20 år senere møder vi Jens’ mor Julia, der bliver kaldt hjem til Øland, hvor hendes far Gerlof har modtaget en anonym kuvert med en lille sandal. Er det Jens’ sandal, og hvem er det, der så mange år efter Jens’ forsvinden lader høre fra sig?
Bogen fortæller på fineste vis, hvordan Jens’ mor har klaret sig (eller nærmere ikke klaret sig) i årene efter Jens’ forsvinden, og vi fornemmer smerten bag at miste et barn, man ikke ved, hvad der er blevet af.
Julia har haft et anstrengt forhold til sin far siden hendes søns forsvinden, og har aldrig tilgivet sine forældre, at de lod Jens forsvinde, mens de passede på ham.
Som læser ved vi, at lille Jens mødte Niels den dag ude på alvaret – men er Niels ansvarlig for drengens forsvinden/død? Faktisk ved vi slet ikke om Jens er død, og vi ved heller ikke hvad der skete efter at Jens og Niels mødte hinanden.
Men en ting er sikkert, historien om Niels Kant og den lille Jens forsvinden afdækkes lag for lag, og intet er, hvad det tager sig ud for at være.
En dejlig krimi – i et tempo, hvor alle kan være med, og hvor man nyder historien, mens den skrider frem. Hvis man da ellers kan tale om at nyde, når det drejer sig om menneskeskæbner af denne kaliber.
Har man været på Øland, vil man nyde beskrivelsen af øens natur og forundres over, hvordan livet tog sig ud ”før broen”.
Slutningen er ganske overraskende – og så siger jeg ikke mere.
Lån bogen på Bibliotek.dk