Vores dygtige freelance journalist Kristoffer Flakstad fylder 40 d.4 juni.
Kristoffer Flakstad har gennem hele sit arbejdsliv stået med det ene ben i forlagsbranchen og det andet i journalistikkens verden. Han var den første praktikant nogensinde på Politikens litteraturredaktion i 2003 og har lige siden været tilknyttet Politiken, hvortil han har leveret alt fra kronikker og analyser til interviews, anmeldelser og ikke mindst et væld af rejsereportager.
I 2004 var Kristoffer Flakstad med til at starte det lille forlag Jepsen & Co. op, inden han i 2006 blev hentet til Politikens Forlags ”Turen Går Til”-serie som projektleder i en årrække. Her var han med til at udvikle den kendte rejsebogsserie og stod bl.a. bag særudgivelsen ”Turen Går Til De Varme Lande” om klimaforandringer op til COP 15. Han har som medforfatter til ”Turen Går Til England & Wales” bevaret en relation til den populære serie. Fra 2003-2006 sad Kristoffer desuden i Debutantpris-juryen.
Kristoffer Flakstad arbejder i dag freelance som journalist og forfatter for en række medier – herunder de tre store morgenaviser og forlaget Gyldendal. Sidst men ikke mindst er han fast tilknyttet freelancer her på BogMarkedet.dk, hvor han bl.a. trækker på sit netværk og indgående kendskab til den danske forlagsverden, og hjælper os med at bringe så mange spændende og aktuelle nyheder som muligt. Stort tillykke!