Med sine blot 155 sider, er Peter H. Olesens “Et hus er ikke et hjem”, en lille bog. Kapitlerne, eller afsnittene, for der er ingen egentlig kapitelinddeling, er også små. Fra blot en halv til et par sider. Rent fysisk, er bogen heller ikke ret stor. Handlingen er heller ikke stor, forstået på den måde […]
Med sine blot 155 sider, er Peter H. Olesens “Et hus er ikke et hjem”, en lille bog. Kapitlerne, eller afsnittene, for der er ingen egentlig kapitelinddeling, er også små. Fra blot en halv til et par sider. Rent fysisk, er bogen heller ikke ret stor. Handlingen er heller ikke stor, forstået på den måde at den ikke omfatter mange mennesker og steder, eller et avanceret plot. Men i al denne lidenhed, gemmer sig en ret stor historie.
Peter H. Olesen er ikke en mand af mange ord. Det er Anders, hans hovedperson, heller ikke. Det siges det der er nødvendigt, og resten er op til læseren. En bog der giver læseren plads, og derfor en bog efter min smag.
Anders bor i en forstad. Hans mor bor i en stor lejlighed i byen. Da hun dør, arver Anders lejligheden, og flytter ind i den. Anders laver ikke rigtig noget. Han arbejder ikke, og har heller ikke lyst til det. Arven efter moderen, kan holde ham gående en del år, og det gør den så. Holder ham gående, for Anders går meget. Han går rundt i byen og betragter mennesker, han tager en øl på de lokale værtshuse, går på biblioteket, handler ved den lokale købmand, og det er stort set det. Og Anders er tilfreds med livet. Indtil den dag han får en logerende til at bo i et af den store lejligheds tomme værelser (indtægten kan holde ham gående endnu længere). Han bryder sig ikke om at være social, men da den unge generte Bi flytter ind (det hedder hun faktisk), opdager de begge to, at det er ok at være to en gang imellem. At spise sammen, tale sammen over opvasken og den slags, ikke mere. Og stille og roligt går det op for Anders, at han måske ikke var helt så tilfreds med livet som han gik og troede. I hvert fald stiger humøret betragteligt efter at Bi er flyttet ind, og han nyder hendes nærvær.
Jeg kunne godt lide Anders til at begynde med. Kunne godt lide, at han gav pokker i hvad andre tænkte om ham, og bare levede det liv han ville. Han interesserede sig ikke for at være normal, hvilket ikke mindst skyldes at han ikke mener at nogen er normal. Anders er ikke som alle andre, og har ikke noget ønske om at blive det. Som tiden gik og Bi fik hans lykkebarometer til at stige, begyndte Anders at irritere mig. Jeg kunne godt lide at han turde være sig selv, og det ærgrede mig at det der skulle til for at gøre ham virkelig lykkelig, var at han skulle blive som de fleste. Leve op til normerne. Være social, og alt det andet man nu “skal”. Men det er så Peter H. Olesens valg. Jeg havde nok valgt at lade Anders holde fast i sig selv. Uanset at vi er uenige om Anders’ udvikling, så skrive Olesen godt. Enkelt, og godt. Anders får stille og roligt krop, hæver sig fra papiret, og bliver et rigtigt levende menneske, på godt og ondt. De gader og veje han går rundt i, står som tynde kulisser der lige markerer hvor vi er, men spotlight’et er på Anders. Det er hans historie, og jeg kunne rigtig godt lide den – også selv om jeg synes at han blev en mere og mere udflydende del af den grå masse.
Forfatter:
Peter H. Olesen
Forlag:
Byens Forlag
Udgivet:
2015
Sider:
155
Kategori:
Skønlitteratur
Af samme forfatter