Jeg læser en del eventyrbøger for tiden – både klassiske men også moderne versioner – så da jeg faldt over ‘Beast’ hos Ereolen Global, kunne jeg ikke nære mig og lånte den med det samme. Jeg vidste ikke så meget … Læs resten →

Jeg læser en del eventyrbøger for tiden – både klassiske men også moderne versioner – så da jeg faldt over ‘Beast’ hos Ereolen Global, kunne jeg ikke nære mig og lånte den med det samme. Jeg vidste ikke så meget om bogen inden – udover at det vist nok skulle være en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’.

Bogen er skrevet af Brie Spangler og handler om teenageren Dylan, som har svært ved at passe ind i skolens sociale liv. Han er høj og muskuløs – og meget behåret. Hans udseende får folk til at kigge underligt efter ham, og han har kun én ven – den evigt populære og pigeglade JP. En dag falder Dylan ud fra et tag og brækker benet, så han nu fremstår endnu mere akavet. De voksne mistænker faldet for at være et selvmordsforsøg, så han bliver tvangsindlagt til at deltage i en terapigruppe for folk, der skader sig selv med vilje. Her møder han Jamie – og så forandrer alt sig. For Jamie er virkelig smuk, og Dylan forelsker sig straks i hende. Og miraklet sker – Jamie virker også interesseret i ham! Snart svæver Dylan rundt på en rus af lykke, men nogle få ord får alvorlige konsekvenser for ham og Jamie.

Der er både fordele og ulemper ved ikke at vide noget om denne bog på forhånd. En af fordelene er, at hvis du ikke har læst teaserteksten på Goodreads, så bliver du ret overrasket undervejs – på den fede måde vel at mærke. Der var i hvert fald en ting, jeg ikke lige havde set komme, men som gør historien noget mere interessant end den gennemsnitlige ungdomsbog. Klart det, der gør bogen værd at læse – og af samme grund vil jeg ikke komme ind på det her.

Ulempen er til gengæld, at jeg i et godt stykke tid blev mere og mere irriteret over, at jeg ikke syntes, at bogen fungerede som en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’, for jeg synes ærlig talt ikke, at ‘Beast’ har særlig meget med eventyret at gøre. Hvis du kan glemme sammenligningen mellem de to historier, så er ‘Beast’ så meget bedre.

Men som sagt – jeg synes, at ‘Beast’ er en ganske god ungdomsbog. Der er mange af de klassiske problematikker – længslen efter at passe ind, at være populær, at forelske sig, at blive hørt – og de er behandlet på en rigtig fin måde i bogen. Selvom jeg sympatiserer med Dylan, så er det også tydeligt, at han ind imellem opfører sig som et fjols, og det gør ham dejlig menneskelig. JP’s udvikling er også ret interessant, og i det hele taget er samspillet mellem Dylan, Jamie og JP med til at skabe en lang række interessante scener i bogen. Min eneste anke er det tidspunkt, hvor JP og Jamie rotter sig sammen – det syntes jeg var ret utroværdigt.

‘Beast’ var en positiv overraskelse og en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst i år.