Nesbø, you did it again! Overgik dig selv ved at justere en smule på en ellers forrygende formel og koge et heksebryg, der endnu engang kan tryllebinde måbende læsere. For ja, Harry Hole er tilbage fra Thailand, og yes, det er som det plejer – bare bedre. Men for at forstå hvorfor Genfærd er bedre […]

Nesbø, you did it again! Overgik dig selv ved at justere en smule på en ellers forrygende formel og koge et heksebryg, der endnu engang kan tryllebinde måbende læsere. For ja, Harry Hole er tilbage fra Thailand, og yes, det er som det plejer – bare bedre. Men for at forstå hvorfor Genfærd er bedre end forgængeren, bliver vi nødt til at se på forfatterens styrker og svagheder.

Nesbøs styrker: Han har en af kriminallitteraturens bedste hovedpersoner, og en altid hårdt spændt spændingskurve. Hans svagheder: alt for monstrøst konstruerede plots og en tendens til at vade i spektakulære bestialiteter og ligeså spektakulære actionsekvenser. Det er her Genfærd fra start sætter en anden dagsorden, idet der går lang tid før Nesbø varsler om kommende voldshandlinger. Overordnet starter den faktisk mere som en afdæmpet krimi: den pensionerede Harry Hole vender tilbage til Norge efter tre års eksil i Bangkok. Ekskæresten Rakels søn Oleg er fængslet under anklage for et skuddrab, og da Harrys kærlighed til de to aldrig falmet, rejser han til Norge da nyheden når Bangkok.

Nesbø nye toner ses ved det indledende drab, der er blottet for udspekulerethed og bestialitet: Det er et regelret skuddrab. Den dræbte er narkoman og narkohandler, sælger af stoffet Violin, der er nyt i Oslo, og efter sigende langt bedre en heroin. Det er Violinen Harry forfølger, han arbejder sideløbende med politiet, og efterforsker de gangstere der sidder på narkomarkedet i Oslo, mens han forsøger at finde frem til det geni der står bag stoffet. Noget nyt er at vi følger den dræbtes tanker mens han udånder, hvor hans liv flyder forbi nethinden, og således giver læseren en dybere forståelse for de psykologiske mekanismer der har trukket Oleg ind i narkomiljøet. At det så ikke er helt troværdigt at man kan nå en detaljeret gennemgang af år at sit liv på de få minutter det tager at udånde, det tager vi med. Hos Nesbø er der altid noget der er lidt ekstravagant.

Langt om længe har Nesbø smidt alt det unødvendige ramsjang til side, og digtet en gedigen krimi, der helt klart placerer sig som en seriens bedste.

Lån bogen på bibliotek.dk