DAB-radioen ’24syv’ lukker den 31. marts 2024, hvor taleradioens sendetilladelse – og licensindtægter – udløber efter fire år.

Udbuddet af en DAB-sendetilladelse var en slags politisk redningskrans til Radio24syv i 2019. Men ‘Radio Loud’ buddet vandt koncessionen med en ansøgning, som man havde svært ved at leve op til.

I 2021 købte Berlingske Media størstedelen af taleradioens aktier og indsatte i februar 2022 profilen Simon Andersen for at gennemføre en rebranding med skarpere nyheds- og debatlinje. Samtidig blev Loud til (det nye) 24syv.

Fem måneder før koncessionen udløber, erkender 24syvs ledergruppe, når de ser tilbage, at stædighed var deres største fejl. Stædighed – og manglende forståelse for det voksende potentiale i podcasts.

– Jeg tænkte, at vi skulle genskabe det gamle 24syv med tre timers morgenflade, men jeg havde ikke fattet, hvor stærkt det var gået med at segmentere ting, siger Simon Andersen, programdirektør og ansvarshavende chefredaktør, til Journalisten.

– Vi troede meget mere på flow, og så blev vi dumstædige og ville modbevise det med de 0 lyttere på DAB. Det skulle vi have gjort anderledes, siger chef for programudvikling Anders Christiansen.

Det faktiske officielle lyttertal, der registreres af Kantar Gallup, var en evig kilde til hovedsmerter både for Loud og 24syv. Sidstnævnte vipper nu på 15-20.000 ugentlige lyttere, men er senest oppe på 28.000 lyttere. (uge 45)

I uge 45 havde den landsdækkende Radio4 243.000 lyttere på FM/DAB. ‘P8’ på DAB nåede 96.000 lyttere, mens oldies-stationen ‘Vinyl’ havde 56.000 på én lokal FM-sender i København og DAB.