I efteråret 1997 trådte først Henrik Schjerning og siden Thomas Bestle ind ad dørene hos Samfundslitteratur for første gang. De blev hængende og har derfor netop fejret 25 års jubilæum. Forlaget fejrer dem med reception den 16. maj.

Tilbage i efteråret 1997 var der stor udskiftning blandt Samfundslitteraturs medarbejdere, og pludselig stod vi og manglede to redaktører. Så med et par måneders mellemrum ansatte vi Henrik Schjerning og Thomas Bestle som forlagsredaktører. Helt grønne og helt nye i branchen, men med umiskendeligt drive og gå-på-mod. Det er nu (mere end) 25 år siden, så derfor kan vi nu fejre intet mindre end 2 x 25 års jubilæum på Samfundslitteratur!

Da Henrik og Thomas blev ansat, var forlagets udgivelser centreret omkring CBS og RUC, mens vi i dag udgiver lærebøger bredt til videregående uddannelser på alle niveauer og uddannelsessteder og til en lang række efteruddannelser. Den udgivelsesprofil kan i høj grad tilskrives Henriks og Thomas’ aktiviteter og engagement gennem årene og deres ildhu i udviklingen af forlagets portefølje. Forlaget nyder godt af deres ideer, både gamle og nye. En af de gode ideer undervejs var Lærebogsprisen, Danmarks største faglitterære pris, som vi uddeler årligt til årets bedste forslag til en lærebog.

I de forløbne 25 år siden har Henrik og Thomas – mildest talt – prøvet lidt af hvert på forlaget. De har båret bøger op og i kælderen, flyttet møbler og malet forlagsgangen, stået på bogmesser og beværtet bogreceptioner. De har researchet, ideudviklet og korrekturlæst – og samarbejdet med virkelig mange forskellige forfattere. Gennem tiden har de redigeret lærebøger om centrale såvel som perifere emner og har udgivet lagerhyldesucceser såvel som bestsellere. Vi kom over tusind, da vi forsøgte at sammentælle, hvor mange udgivelser de mon tilsammen har stået for i de forløbne 25 år.

Tillykke med de første 25 år! Vi tager 25 til, ikke?

– Birgit Vrå, forlagsdirektør på Samfundslitteratur


Forlaget fejrer de to jubilarer med reception den 16. maj kl. 15-17.30 i Dansepavillonen ved Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, Sydhavnen.

Duoen Bak//Rørdam går på scenen ca. kl. 16.00.

Forfattere, grafikere, korrekturlæsere, forlagskokolleger og andre samarbejdspartnere gennem årene er meget velkomne.