Steffen Rayburn-Maarup, Chairman ved Copenhagen Comics, svarer her på et par spørgsmål om tegneseriens kår i Danmark i forbindelse med weekendens Copenhagen Comic festival.
Hvad klassificeres som kvalitet i moderne tegneserier/graphic novels?
Nu er kvalitet jo et af de her ord, der er meget svære at definere, men som vi alle sammen mener at kunne identificere, når vi støder på det. Men hvor den danske eller europæiske tegneserie i tidligere tider især var karakteriseret ved en vægt på tegne- og fortællermæssigt håndværk, er det i dag mere den personlige stemme, der er i fokus.
Har tegneseriens fokus flyttet sig meget siden deres populære periode i 70-80’erne?
Ja, enormt meget. I 70erne og 80erne oplevede vi albumboomet med en stor bølge af gode, men ret ens tegneserier: Humorserier, actionserier eller humoristiske actionserier. Groft sagt. I halvfemserne tørrede den kilde ind, og i det nye årtusind er det lidt, som om tegneserien har skullet genopfinde sig selv. Og der, hvor det har rykket, er med de grafiske romaner. Tegneserien blev med de grafiske romaner sat fri, som den franske nybølge gjorde det med filmen i 60erne, og i dag ser vi meget personlige projekter i et væld af stilarter og formater. Alt er muligt.
Henrik Rehr og Ingo Milton udtaler, at tegneserien har meget svært ved at klare sig uden offentlig støtte herhjemme, særligt pga. dalende læsetal men også det lille sprogområde. Har du nogle tal på, hvad tegneserie-forfattere tildeles af støtte nu her, og hvad beløbet reelt set skal beløbe sig op til, såfremt tegneserieforfatteren skal have en reel indtægt?
Det kan snildt tage et halv eller et helt år – eller flere – at tegne en tegneserie, men man kan ikke engang være sikker på at hive en månedsløn hjem på det, så det siger sig selv, at støtte er nødvendig, hvis ikke alle projekter skal være con amore, som man laver om aftenen, når ungerne er lagt i seng.
Udgør danske tegneserier og oversatte tegneserier kannibalisme på hinanden? Ville det gøre en forskel for det danske tegneseriemarked, hvis man oversætte færre udenlandske titler, og i stedet sørgede for at dyrke det danske?
Nej, tværtimod. Der udkommer knap 250 tegneserier om året, alt inklusive, heriblandt en tredjedel danske, og der er nødt til at være en kritisk masse, for at tegneserien som kunstform og medie kan gøre tilstrækkeligt opmærksom på sig selv. Det ville klart gavne den danske scene, hvis der var flere støttekroner til tegnerne, men det ville ikke gavne noget at ignorere udenlandske titler. De udenlandske er også med til at inspirere og vise, hvad der foregår rundt omkring i verden. Den kulturelle udveksling er vigtig.
Claus D. Prisen er et forsøg på at gøre opmærksom på nogle af de titler, der særligt at værd at bemærke herhjemme. Har Danmark en tradition for stærke tegneseriestemmer?
Af et lille land at være har vi altid haft et pænt antal dygtige serieskabere. Men det er særligt det sidste årti, at talentmassen virkelig er blevet bemærkelsesværdig og alsidig. Der er kommet folk til miljøet med baggrunde i billedkunsten, og der er kommet nogle markante kvindestemmer til det, der førhen ellers var lidt af en drengeklub. Også udenlandske forlag er begyndt at få øjnene op for de danske tegnere.
Fakta om støtte:
I 2015 blev der fra Kunstrådets generelle midler uddelt 4 puljer på hhv. 2000, 25.000 og 2 x 30.000 kr. Disse puljer blev tildelt både enkelte personer, foredrag og Pingprisen.
Derudover blev der tildelt arbejdslegater til 16 tegnere mellem 855.000 kr ned til 50.000 kr.
Kilde: Dansk Tegneserieråds hvidbøger
