Både ris og ros til BogMarkedet. Andre har peget på enkelte mangler, der gør kønsfordelingen mindre skæv, men ikke ændrer ved det overordnede billede af temaerne.
Siden BogMarkedet tirsdag offentliggjorde den artikel, hvor vi gennemgik 26 danske forfattere, der er roman- eller digt-debuteret i 2014 eller foråret 2015, har debatten glødet på Facebook, lige som vi har modtaget kommentarer direkte.
På en række forfatteres Facebook-profiler har reaktionen været negativ og kritisk. Nogle mener ikke, det giver mening kun at fokusere på debutanter (”har debutanter ikke altid skrevet meget om sig selv”, som én spørger), og andre mener, at vi skulle have set meget bredere på, hvad der bliver udgivet i det hele taget, for at give et retvisende billede.
Det sidste ville vi gerne, men det er et spørgsmål om ressourcer. Desuden har Mette Høeg-debatten hele tiden handlet om den unge generation af forfattere, og derfor mener vi, det giver god mening at bruge debutanterne som pejlemærke.
Vi er også blevet skudt forskellige skumle motiver i skoene. Men vi har intet andet formål haft, end at prøve at kvalificere den debat, der i vores optik indtil nu har været meget ukonkret, med noget empiri.
Hvem er inde og hvem er ude?
Andre har peget på, at der mangler en række debutantnavne. Det vidste vi godt fra starten, og det gjorde vi også opmærksom på i artiklen. Vi har taget udgangspunkt i de lister, vi har fået fra de forlag, der udgiver mest dansk skønlitteratur, og det har vi suppleret med vores egen research, der naturligvis ikke har samlet alt op.
Andre, bl.a. Olga Ravn, har været ked af at stå på listen over debutanter, da hun jo som bekendt har udgivet flere bøger tidligere. Det samme gælder tre andre navne på listen. Men vi lagde vægt på, at der i forbindelse med de fire var tale om en ROMAN-debut, hvilket vi ikke fik signaleret tydeligt nok i artiklen.
Vi har fra starten fravalgt alle krimier, idet debatten hele vejen igennem har drejet sig om den ”rene” skønlitteratur.
10 nye navne
I alt har vi fundet – eller er blevet gjort opmærksom på – 10 nye debutanter fra den pågældende periode, hvoraf én udkommer i dag.
Forfatter | Titel | Forlag | År | Forfatterskole | Handling |
Jesper Bugge Kold | Vintermænd | Turbine | 2014 | Nej | En roman, der fortæller om to dygtige og veluddannede brødre fra Hamborg og deres skæbne under naziregimets vækst og sammenbrud. |
Martin Snoer Raaschou | Blå himmel hver dag | Kronstork | 2015 | Ja, 2006 | Digte om død, skabelse, forfædre, kærlighed, eksistens og mening. |
Asger B. Nielsen | Jeg kan aldrig blive væk | Fuglekøjen | 2014 | Nej | En ung, dansk mand, tager til Botswana i Afrika — ikke for at finde, men for at miste sig selv. |
Søren R. Fauth | Universet er slidt | Wunderbuch | 2014 | Nej | Langdigt om universets i sin enkelthed og kompleksitet. |
Sigurd Buch Kristensen | De danskes øer | Arena | 2014 | Ja, 2009 | Et ungt par foretager en nutidig sørejse rundt i Det Sydfynske Øhav i Achton Friis’ fodspor. |
Peter Højrup | Island | Basilisk | 2014 | Ja, 2007 | Roman i lyrisk prosa om rejse, en skilsmisse, et dødsfald, nomineringen til en stor litteraturpris og omkostningerne ved at skrive litteratur. |
Sigurd Hartkorn Plaetner | Noget om Vitus | Gyldendal | 2015 | Nej | Om den unge Vitus, hvis kæreste Sara narrer en graviditet ud af ham, mens han selv forelsker sig i voldsomt i Emma. |
Mette Jensen Hayles | Jizz | Rosenkilde og Bahnhof | 2014 | Nej | Om den altødelæggende kærlighed og lægen Louis’ totale nedtur med sprut og sidespring. |
Mette Reinhard Jakobsen | Farmerhjerte | Turbine | 2014 | Nej | Efter bruddet med rigmandssønnen Theis, flygter Mona ud på landet i eksil hos landmanden Claus for at komme sig. |
Monica Hylander Friis | Paraplypigen | Rosenkilde og Bahnhof | 2014 | Nej | Om Asta på 9 og Zacharias på 69 som bor i samme opgang. Begge er de ensomme, og hver især opfatter de verden på en ganske speciel måde. |
Der er tale om 7 mænd og 3 kvinder, hvilket gør den samlede kønsfordeling mindre skæv. Til gengæld ændrer det ikke på konklusionen om, at langt hovedparten af debutanterne ”skriver om sig selv”, om nære relationer, problemer i parforholdet etc., som en del af kritikken er gået på.
Er der andre navne, der mangler på listerne, vil vi selvfølgelig også gerne høre om det.
Ros fra flere sider
Der har dog også været ros til BogMarkedet for at tage dette initiativ. En bibliotekar skrev:
”Tak for nogle meget spændende artikler de seneste dage. I viser vejen for en fortsættelse af den verserende Høeg-debat på en konstruktiv og sober måde.”
En forfatter var på samme linje i en kommentar til BogMarkedets redaktør: ”Vil du sende en hilsen til journalisten og sige, at denne forfatter ikke føler sig stødt på hele standens vegne. Hun er trådt ned i en hvepserede. Det er meget svært at skrive en artikel om det her, der ikke er researchet igennem i tre år. Lige nu. Suk.”
En medarbejder på en forlag supplerede med dette opmuntrende nik: ”Virkelig interessant med sådan en opgørelse ovenpå al den snak.”