Hvor var forfatterne? Hvor var musikerne? Billedkunstnerne? Skuespillerne og instruktørerne? Skulptørerne? Danserne?
Kort sagt: Hvor var de udøvende kunstnere på Folkemødet på Bornholm? Det nedslående svar er, at de stort set ikke var til stede. I hvert fald ikke som deltagere i de 2.724 events, der ifølge Folkemødets officielle kalender blev afviklet i løbet af de fire dage.
Med lidt held kunne man godt løbe ind i en forfatter ved et af de mange arrangementer: Jørgen Leth deltog således i to debatter (’Sundhed uden grænser’ og ’Kulturpolitik midt i en valgkamp’), og det samme gjorde Anne Lise Marstrand-Jørgensen – dog i sin egenskab af formand for Legatudvalget for Litteratur og ikke i sin ’egen ret’ som forfatter. Men der var langt mellem snapsene.
Det samme gælder, hvis man kigger på nogle af de andre kunstarter. Jens Galschiøt udstillede figuren ’550+1’ – en tankevækkende og imponerende, 60 meter lang skulptur om prostitution og menneskehandel – og der blev bygget en isbjørn på Kæmpestanden, hvor mange ngo’er holder til, som en kommentar til klimaforandringerne. Men det var to undtagelser i et kunstnerisk ødeland.
I stedet var de kunstneriske og kulturpolitiske indslag båret af det, man kan kalde ’fedtlaget’ rundt om de udøvende og skabende kunstnere: Det var Folketingets kulturpolitiske ordførere, borgmestre og kulturudvalgsformænd fra kommunerne, museumsdirektører, repræsentanter fra fagforeninger og tilsvarende aktører, der stod for arrangementerne. Bibzonen var til stede med et stort telt, det samme var Egmont, der var et Kulturens Telt og et Kulturens Hus. Men så er det også ved at være sagt – og alle steder var det som sagt politikere, administratorer og andre fra djøf-laget, der diskuterede med hinanden om nørdede emner som f.eks. hvad EU’s ønske om at skabe et indre, digitalt marked vil betyde for den danske filmbranche og f.eks. forlagenes aftaler med bibliotekerne. Vigtige emner, bestemt, men mon ikke der havde været et (betydeligt større) publikum til ’nørdede’ arrangementer, hvor udøvende kunstnere gav deres besyv med – eller til en helt anden type arrangementer, hvor de brugte deres kunstneriske og kreative evner?
 
Der er masser af litteraturfestivaler og forfatterarrangementer på biblioteker og højskoler, i forsamlingshuse og andre steder, hvor folket kan møde forfatterne. Måske er det grunden til, at ingen har tænkt forfattere og andre udøvende kunstnere ind i Folkemødets rammer? Men hvorfor ikke prøve?  Hvorfor ikke udvide Folkemødet, så det også blev en kulturel og kunstnerisk oplevelse og ikke kun en masse debatmøder mellem politikere og interesseorganisationer?
Er det ikke en oplagt opgave for en række forlag at sørge for, at ’deres’ forfattere bliver eksponerede som aktive deltagere i det store, flotte arrangement, som Folkemødet er?
Det ville også mindske den skævvridning, Folkemødet har i kraft af, at det er de store interesseorganisationer og PR-bureauerne, der dominerer med de største stande og de fleste arrangementer. Her kan folket få lov til at være med som tilhørere, hvorefter PR-maskinerne kan sætte endnu et hak ud for et afholdt arrangement og sende regningen for Folkemødeudgifterne videre til kunden, formodentlig inklusive et klækkeligt overhead. Skal det blive ved med at fylde så meget på Folkemødet?