Dansk Flygtningehjælp er gået sammen med Dansk Forfatterforening og forlaget Tiderne Skifter og opfordrer nu danske forfattere og forfatterspirer til at skrive en roman med flygtninge som hovedtema. 

Dansk Flygtningehjælp har i dag offentliggjort en stor romankonkurrence, hvor de opfordrer både garvede forfattere og debutanter til at indsende deres bud på en roman, der handler om flygtninge.
BogMarkedet har talt med generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm om, hvorfor han tror, en romankonkurrence kan hjælpe på flygtningesituationen.
”Formidling gennem kunst er jo lidt en anden ting end statistikker og tv-reportager,” forklarer han. ”Vi håber, at en roman, der giver et billede af, hvad det vil sige at være flygtning, kan gøres på en måde, så det er mere nærværende og bedre formidler den oplevelse, flygtninge har.”
 
Kunsten styrker empatien
Andreas Kamm håber, at en roman om flygtningesituationen kan hjælpe os til at være mere empatiske over for de mange flygtninge, som for tiden kommer til Europa.
”Vi vil jo alle gerne fastholde vores evne til at sætte os i andres sted, men når man kun ser billeder på tv eller læser en statistik, så kan det bare nogle gange være svært virkelig at sætte sig ind i situationen. Samtidig ved vi jo, at litteratur har evnen til at røre vores følelser, styrke vores empati, og give læserne muligheden for at dele andres oplevelser så godt, det nu kan gøres. Jeg er helt sikker på, at kunsten gør nogle ting, som dokumentaren ikke kan.”
 
Mere relevant end nogensinde
Andreas Kamm understreger også, at der næsten ikke kan være et bedre tidspunkt at udgive ny litteratur om flygtninge på.
”Verdens flygtningesituation er lige nu mere akut end den har været siden anden verdenskrig. Vi ser hver evig eneste dag flygtningestrømme rundt omkring i verden, der flygter fra konflikterne i Mellemøsten og andre steder. Hvis det nogensinde har været relevant at prøve at formidle flygtningeskæbnen og skabe en anden oplevelse af, hvad det vil sige at være flytning – og styrke vores evne til at sætte os i flygtningenes sted – så er det nu.”
Projektet har været undervejs i nogle måneder, men er blevet fremskyndet, så konkurrencen kan gå i gang så hurtigt som muligt.
”Vi tænkte, at vil hellere måtte accelerere det, for situationen lige nu er rigtig skrækkelig for flygtninge verden over. Vi har også den vurdering, at når vinderen skal kåres, så er flygtningesituation næppe blevet forbedret. Det er derfor også en bog, der vil ramme markedet og ramme os læsere på et tidspunkt, hvor situationen trænger til det.”
 
Deadline 1. juli 2016
Udover at romanen skal handle om flygtninge, er der dog ingen regler for, hvilken vinkel eller temaer, forfatterne skal arbejde med.
”Jeg glæder mig bare til at se buddene på, hvordan flygtningetemaet kan bruges i en roman. Jeg glæder mig til at læse historier, der skaber billeder og følelser på en måde, en dokumentar ikke kan.”
Deadline for manuskripter er 1. juli 2016, og vinderromanen bliver offentliggjort i oktober 2016. Vinderen får sin bog udgivet af Tiderne Skifter samt 100.000 kr.
Juryen består af forfatterne Ida Jessen, Peder Frederik Jensen, Dy Plambeck, Jo Hermann, Lotte Thrane, litteraturkritiker Mai Misfeldt og forlagsdirektør Claus Clausen.
 
Læs også Jakob Vedelsbys indlæg om konkurrencen på Litteratursiden. De øvrige vilkår for konkurrencen kan ses på www.flygtning.dk/roman