Som ansat i biblioteksvæsenet er man ofte under ild for alverdens ting. Hvis ikke vi brænder bøger af, så gøgler vi pengene op på vinkelslibere eller det, der er værre. Det er ikke overraskende en kritik, jeg langt henad vejen synes er forfejlet. Men, og sådan et måtte jo komme, vi gør det heller ikke altid lige nemt for os selv. F.eks. er det svært ikke at tage David Trads kritik af kåringen af Dokk1 som verdens bedste nye bibliotek alvorlig.
Der er i hvert fald meget lidt hæder over en international pris, når den som i tilfældet med Dokk1 er betalt med danske penge – ovenikøbet af Dokk1’s samarbejdspartnere Systematic og RealDania-fonden –, uddelt af en overvældende dansk jury og administreret af Slots- og Ejendomsstyrelsen gennem ’Modelprogram for folkebiblioteker’. Er det et eksempel på international hæder? Eller ”International ros og klap på skulderen fra udlandet (…),” som den århusianske kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad udtalte i Ohio, USA, til Det Internationale Biblioteksforbunds verdenskongres?
Ikke just, vil mange rimelig nok mene.
I en tid, hvor store del af befolkningen og medierne stiller spørgsmålstegn ved folkebibliotekets relevans, så øger det ikke bibliotekernes anseelse med episoder som denne. En ting er, at en dansk domineret jury giver en dansk institution en dansk finansieret pris for derpå at kalde det international hæder, noget andet er at gå i medierne med historien. Og så få tæv for det.
Det er ikke det samme som at sige, Dokk1 ikke har fortjent et klap på skulderen. På ingen måde. Men det klæder ingen at være under mistanke for at pynte sig med lånt fjer. Heller ikke biblioteksvæsenet. Vi har så meget at byde på at det ikke burde være nødvendig.

BogMarkedet kan desuden tilføje, at ved henvendelse på Dokk1 angående Trads’ Blog, var den eneste kommentar, at der ved prisen refereres til Slot – og Kulturstyrelsen.