Den succesfulde krimiforfatter, Michael Katz Krefeld, modtager Martha Prisen 2016. Prisen uddeles af Bog & idé og gives til læsernes yndlingsforfatter.

Han er allerede bestseller-forfatter og har udgivet sine bøger i 20 lande. Nu får krimiforfatteren Michael Katz Krefeld også et meget synligt bevis på sin popularitet blandt læserne.
Michael Katz Krefeld modtager Martha Prisen 2016, der er læsernes egen bogpris. Prisen uddeles af Bog & idé og gives til den forfatter, som modtager flest stemmer fra de besøgende i Bog & idés butikker, på bog-ide.dk samt på Bog & idés Facebook-side. 
– Jeg er så overrasket og helt boblende glad. Det er en skøn fornemmelse at have skabt en hovedperson og et univers, som læserne har taget til sig, siger Michael Katz Krefeld med henvisning til privatdetektiven Ravn, som er omdrejningspunkt i forfatterens tre seneste bøger; ’Afsporet’, ’Savnet’ og ’Sekten’.

Indskriver sig i fint selskab

Det er 28. gang, at Bog & idé uddeler Martha Prisen, og Michael Katz Krefeld indskriver sig dermed i selskab med tidligere modtagere af prisen såsom Leif Davidsen, Bjarne Reuter, Lise Nørgaard, Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen.
Og det er fuldt fortjent, at Michael Katz Krefeld vinder prisen, siger Charlotte Thyberg, bogindkøber i Bog & idé.
– Det er meget, meget fortjent. Ud over at bøgerne er fremragende, formår Michael at have en fantastisk kontakt med sine læsere og boghandlerne, siger hun.
Michael Katz Krefeld var nomineret til Martha Prisen 2016 sammen med blandt andre Jesper Stein, Morten Pape, Kim Leine, Ida Jessen, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Bestseller i 20 lande

Michael Katz Krefeld er født i 1966 og debuterede med romanen ’Før stormen’. Siden fulgte ’Pans hemmelighed’, ’Protokollen’ og ’Sort sne falder’, der vandt Harald Mogensen prisen for ’Årets bedste danske krimi 2012’.
Senest har Michael Katz Krefeld udgivet bestsellerserien om privatdetektiven Ravn med henholdsvis bøgerne ’Afsporet’, ’Savnet’ og senest ’Sekten’. Bøgerne udgives i 20 lande, og Michael Katz Krefeld har planer om at skrive 10 bind i alt.
Det fjerde selvstændige bind i serien hedder ’Dybet’ og udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof den 4. november 2016.