Bogen præsenteres som en krimi, og det er den måske også. Det kræver bare en lidt bredere tolkning af begrebet, end vi normalt er vant til. For vel er der et mord, og vel er der en politimand der opklarer sagen. Men han gør det helt privat, og helt på eget initiativ. Erlendur, politimanden, fra […]

Bogen præsenteres som en krimi, og det er den måske også. Det kræver bare en lidt bredere tolkning af begrebet, end vi normalt er vant til. For vel er der et mord, og vel er der en politimand der opklarer sagen. Men han gør det helt privat, og helt på eget initiativ.

Erlendur, politimanden, fra Reykjavik, tager ind imellem til Islands østkyst og bor i et for længst forladt hus. Det er hans barndomshjem. Det var her han voksede op, sammen med sine forældre og sin lillebror. Indtil den dag han og broren er med deres far ude på heden og bliver overrasket af en forfærdelig snestorm. Faren og Erlendur bliver reddet. Broren ser han aldrig igen. Af forskellige grunde føler Erlendur sig skyldig i brorens død, og skylden og den dårlige samvittighed plager ham.

Under sit besøg i barndomshjemmet, hører han om en anden der er forsvundet i et uvejr. Mathildur der i 1942 ville krydse fjeldet og besøge sin mor, blev også fanget i et uvejr, og er heller ikke set siden. Men der er noget der ikke stemmer, og Erlendur sætter sig for at finde ud af hvad der virkelig skete. Hans søgen roder op i gamle historier og skæbner, og ingen er som de var, da sagen er afsluttet.

Arnaldur Indriðason fortæller historien meget, meget langsomt. Der er ikke antydningen af action i bogen, men i stedet indeholder den nogle rigtig fine personportrætter. Det er portrætter af simple mennesker der har levet et hårdt liv i Islands barske natur, der beskrives flot og enkelt uden at romantisere. Under fortællingen ligger hele tiden en antydning af, at Erlendurs arbejde med Mathildurs sag, lige så meget er en form for bodsgang for ham selv og det der skete med hans bror dengang. Det nævnes aldrig at det forholder sig sådan, men forfatteren formår at antyde, og så i øvrigt lade resten være op til læseren.

Jeg har set en del dårlige anmeldelser af “Ukendte kyster”. Måske fordi den præsenteres som en krimi, og slet ikke er hvad man forventer af en sådan. For mig virkede historien rigtig godt, og hvis flere krimier var sådan, ville jeg nok læse flere af dem. Bogen er ikke så meget en søgen efter en gerningsmand, som den er en søgen ind i menneskets sind, og det er væsentlig mere interessant.

“Ukendte kyster” er mit første møde med Arnaldur Indriðason, men der er en del flere bind i serien fra Island, og dem kunne jeg sagtens finde på at læse. Jeg er ret vild med forfatterens enkle måde at fortælle store historier på.

 

Forfatter:
Arnaldur Indriðason

Forlag:
Rosinante

Udgivet:
2016

Sider:
286

Kategori:
Roman, krimi

Af samme forfatter