Min nysgerrighed blev straks vakt, da jeg faldt over ‘Fremtidens araber’ på biblioteket. Jeg havde ikke hørt om trilogien før, men da jeg holder meget af blandt andet ‘Persepolis 1+2’ og ‘Kylling med blommer’, så lød denne tegneserie-trilogi også fristende.

‘Fremtidens araber’ er tegnet og fortalt af Riad Sattouf. Det er som sagt en trilogi, men indtil videre har jeg kun læst de første to hæfter i serien. Det er fortællingen om hans barndom i Mellemøsten og Frankrig, da hans syriske far og franske mor sørgede for, at han fik oplevet deres hjemlande.

Riad fremstiller sig selv som en ret naiv, lyshåret dreng – måske lidt for naiv til tider, selvom jeg nu ikke har indtryk af, at han gerne vil femstille sig selv i et særligt positivt lys. Man ser, hvordan hans skolegang er præget af tæsk og indoktrinering, og hvor man absolut ikke skal sige læreren imod. Samtidig oplever man også både hans og moderens udfordringer ved at passe ind i den arabiske familiestruktur og ikke mindst de kulturelle forskelle, der er mellem de fransk-syriske forældre.

Jeg synes, at tegneseriestilen er en meget fin måde at fortælle om opvæksten i et mellemøstligt land. Det er et format, der sagtens kan vække følelser og skabe stemning, for selvom der er hyggelige stunder i Riads fortælling, så er der bestemt også alvor og uhygge.

‘Fremtidens araber’ er ikke så politisk som ‘Persepolis 1+2’, og det gør mig egentlig ikke noget, selvom det bestemt var en af plusserne ved ‘Persepolis’. Der er langt mere fokus på det at være et lille barn, der vokser op med to kulturer, og det er ret fascinerende at få et indblik i, hvordan Libyen var dengang – på godt og ondt. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Riad beskriver sin tid i Mellemøsten, hvor tegningerne af de uhumske byer og volden blandt børnene står i stærk kontrast til faderens voksende patriotisme. Det bliver mere og mere absurd og sætter ikke faderen i særlig positivt lys.

‘Fremtidens araber’ er en spændende og tankevækkende fortælling. Den virker ind imellem lige lovlig reflekteret og detaljeret i forhold til, at historien ses fra et barns synspunkt, men det er nok også min største anke. Jeg glæder mig til at læse tredje og sidste bind i serien.