Fra bogens bagside: Da en hjemløs findes brutalt dræbt i centrum af Aalborg, tilkalder man hurtigt forstærkning fra København i form af politiinspektør Kristian Swane og hans team. For ugen efter skal et stort arrangement med VIP-deltagelse fra EU løbe af stablen i netop det område, hvor de hjemløse holder til, og man frygter, at … Continue reading Jakob Knudsen: Hjemløs

Fra bogens bagside:
Da en hjemløs findes brutalt dræbt i centrum af Aalborg, tilkalder man hurtigt forstærkning fra København i form af politiinspektør Kristian Swane og hans team. For ugen efter skal et stort arrangement med VIP-deltagelse fra EU løbe af stablen i netop det område, hvor de hjemløse holder til, og man frygter, at der er en sammenhæng.

Samtidig har en anden hjemløs – en krigsveteran fra Balkan og Irak, som går under navnet Soldier Boy – overværet den bortførelse, som gik forud for drabet på den hjemløse, og han undrer sig. For de to bortførere talte serbisk!

Situationen udvikler sig hurtigt, da endnu en fra hjemløse-kolonien findes dræbt, og en tredje bliver bortført. Fra hvert sit udgangspunkt borer Swane og Soldier Boy sig ned i sagen, som skal ende med at sætte Aalborg på den anden ende og vise sig at have en mere kynisk baggrund, end nogen havde forestiller sig.

Min anmeldelse:
Med dette 4. bind i serien om Kristian Swane fra Rigspolitiets Drabstaskforce vender handlingen hjem til forfatterens Nordjylland, idet den foregår i Aalborg, men samtidig har den også tætte nationale og internationale forbindelser.

Jakob Knudsen er en forfatter, jeg med fornøjelse har fulgt siden hans debut i 2010 med “Håbefulde hjerte”, og denne nye fortsætter i Jakobs egen stil, som han her både har forfinet og nuanceret, uden at det går ud over spændingsmomentet. Til den personlige stil hører etiske og filosofiske overvejelser, som indgår i beskrivelserne af sagen og opklaringen af den samt de tilhørende aktuelle samfundsspørgsmål, der altid har været med i hans krimier.

Selv handlingen er kort introduceret med bagsideteksten, så for ikke at ødelægge læsningen vil jeg ikke afsløre mere. De samfundsmæssige emner, der denne gang ligger til grund for krimiplottet er (med forskellig vægtning): behandlingen af hjemløse, socialpolitik, kommunalpolitik, forretningsmoral, familieforhold og vilkårene for eks-soldater.

Det kan virke som en hel del oven i det rene krimiplot, og det er det sådan set også, og det gør også bogen både tykkere og mere kompleks at læse. De mange sider er der ikke noget at gøre ved, men kompleksiteten gør læsningen en hel del mere interessant end af mere strømlinede og enkeltsporede krimier.

Der er selvfølgelig en del lokalkolorit fra Aalborg, og med mit kendskab til byen er det svært at vurdere, hvad det vil betyde for udenbys læsere, men jeg tror bestemt ikke, det vil være skidt for hverken byen eller læserne. Vi er jo vant til at læse om svenske skærgårdsbyer og andre eksotiske steder, så hvorfor ikke Aalborg?!

Det er en rigtigt spændende og godt fortalt historie, der ad de to efterforskningsspor følger forskellige veje frem mod opklaringen med flere overraskelser undervejs – helt frem til de sidste sider, så der er også godt styr på krimidelen af bogen foruden de etiske og samfundsmæssige elementer, og det gør bogen til en helstøbt krimi efter min smag. 4 krimihjerter her og 8 point på min egen skydeskive.

Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog

fire krimihjerter

Jakob Knudsen
Hjemløs
People’s Press, 2017
(439 sider)

Har du læst den? Hvad synes du?