A.I. af Torben Pedersen

Torben Pedersen debuterede fornemt med science fiction romanen Mørke i 2018, faktisk er den så god, at da jeg opdagede at den var udkommet i et mere tilgængeligt bogformat via BoD, så måtte jeg bare genlæse den, og det var atter til stor fryd. Et digert værk tæt på 700 sider, men enormt underholdende og tankevækkende.

A.I. er med sine blot 135 sider i en helt anden boldgade, men formen og indholdet ligger i fin forlængelse af Mørke, nærmest som et gemt og glemt kapitel eller et easter egg.

Ulrich Neyberg arbejder som en slags cyberdetektiv i et firma, der leder efter kriminelle bagmænd, pædofile og lignende ondskab, og han er god til sit job. Men da han en dag skal finde ud af hvor Demokratispillet kommer fra, render han i den ene blindgyde efter den anden. Onlinespillet går ud på at vælge en eller anden modbydelig måde på at slå et menneske ihjel, men man kan også løslade ham, deraf det demokratiske aspekt.

I jagten på spillets skabere får han kontakt til en fængslet morder, som myrdede en af spillets udviklere. Det går dog snart op for ham, at der er stærkere kræfter på spil, for hvordan kan det lade sig gøre, at han kan gå direkte ind i det topsikrede fængsel uden at møde andre end morderen, i øvrigt til fængselsdirektørens store fortvivlelse?

Ligesom Mørke er A.I. en underholdende og tankevækkende læseoplevelse. Den er også sine steder utrolig morsom. Jeg er vild med at Torben Pedersen skriver en bog baseret på et kapitel i Mørke, et i øvrigt rædselsfuldt ondt kapitel, og at han nævner bogen i en herlig selvironisk kommentar, er genialt:

”Mørke” var en lidt intetsigende titel og selvom jeg personligt godt kunne lide den, kunne jeg godt se hvorfor den ikke var slået kommercielt igennem. Det var ikke den typiske knaldroman – eller bare typisk overhovedet. Det interessante i forhold til min sag var dog mere, at den del der vedrørte Demokratispillet, bare var et enkelt kapitel i bogen og ikke engang særligt langt – bare nogle få sider.

(Ja, salgstal og kvalitet hænger ikke altid sammen, men at Mørke ikke engang fik tildelt en lektørudtalelse er mig ubegribeligt!)

Det er en rigtig fin lille roman, og den skal også genlæses på et tidspunkt. Dejligt med bøger der sætter tankerne i gang. Hvad er det egentlig der styrer vores valg? Er vi ved at blive lidt for afhængige af diverse online gadgedts, og hvem er det der sidder og lytter med?

Torben Pedersen skriver rigtig godt og er fænomenal til at skabe en realistisk fremtid. Det gøres mest med små bemærkninger, det er ikke selve miljøet der fylder og betyder en masse for handlingen, men mere de filosofiske tankegange, og det er yderst velkommen i en litterær verden, der fortrinsvis domineres af krimier i hobetal, hvor man kan sende hjernen på ferie imens man læser.

Fortsæt i samme stil, tak!

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.