Endnu et bogår er gået, så det er tid til at kigge tilbage – og om et par dage også til at kigge frem, for der annoncerer jeg mine 2020-læsemål. Men først er det tid til at kigge tilbage på … Læs resten →
Endnu et bogår er gået, så det er tid til at kigge tilbage – og om et par dage også til at kigge frem, for der annoncerer jeg mine 2020-læsemål. Men først er det tid til at kigge tilbage på året, der gik. Nye blogvaner I 2019 ændrede jeg formen på blogindlæggene , ligesom jeg skar ned i antallet af blogindlæg per måned. Jeg har haft ekstra travlt i løbet af året, og så kan jeg også mærke, at bogbloggerverdenen ikke er lige så aktiv som tidligere. Men jeg synes stadig, at det er hyggeligt at blogge om bøger, så jeg håber på at fortsætte rytmen med at blogge 1-2 gange om ugen. Læseudfordringerne Vanen tro havde jeg spået på Goodreads, at jeg igen i år ville læse mindst 150 bøger, og det mål nåede jeg. Det er jeg godt tilfreds med, ikke mindst fordi jeg ikke læste nær så mange lydbøger og tegneserier, som jeg plejer. Mindst én Stephen King-bog om måneden Jeg fik læst mindst én King-bog om måneden, og der var kun én genlæsning, så det var lidt imponerende. Til gengæld var der langt mellem de virkelig gode læseoplevelser, men det var jeg desværre ikke så overrasket over – jeg synes ikke, at der er så mange af de nyere King-bøger, der kan leve op til de bøger, han skrev i sine unge dage. Mindst én bog på over 500 sider om måneden Jeg havde en hemmelig drøm om at komme (lidt) til bunds i de meget tykke bøger, der har stået på bogreolerne de senere år, og jeg fik da også læst flere af dem, jeg længe har kigget på. Jeg fik dog ikke læst helt så mange, som jeg havde håbet på (for der kom selvfølgelig også lidt flere bøger til i løbet af året), så det kan være, at jeg skal indarbejde nogle af hængepartierne i næste års bogudfordringer.