Nyt forskningsprojekt skal sætte fokus på fænomenet afmagt i Danmark. I den forbindelse søsætter Informations Forlag en bogserie, der skal beskrive danske borgeres oplevelse af afmagt, og hvad vi som samfund kan gøre.

Med støtte fra VELUX FONDEN skal 15 humanistiske forskere fra Aarhus Universitet i forskningsprojektet ‘Afmagt i Danmark’ forsøge at svare på spørgsmål som hvordan danskerne oplever afmagt, hvad der kendetegner disse oplevelser og hvordan disse afhjælpes. Projektet, der skal ledes af antropolog Mikkel Rytter, kommer bla. til at udmønte sig i en bogserie over tre år på Informations Forlag med start i 2026. Serien er sat til at indeholde 15 bøger. Det oplyser forlaget i en pressemeddelelse.

– Information – og dermed Informations Forlag – har sine rødder i modstandsbevægelsen og har altid sat magtkritikken højt. Samtidig har vi i de senere år styrket vores udgivelsesprofil med flere udgivelser fra danske og internationale forskere. Vi er derfor utrolig glade for at skulle samarbejde med et forskningsprojekt som ‘Afmagt i Danmark’, der ikke kun vil afdække fænomenet – men også præsentere løsninger på de udfordringer, der skaber en følelse af afmagt hos forskellige samfundsgrupper i dag, fortæller vicedirektør og forlagschef på Informations Forlag, Rasmus Øhlenschlæger Madsen (foto).

Bogseriens 15 titler skal spejle forskningsprojektets forskellige undersøgelsesfelter. Det dækker bl.a. individets forhold til krop, sygdom og familie over sociale fænomener som økonomi, bureaukrati og racisme til udefrakommende begivenheder som krig og klimaforandringer. Alt sammen belyst gennem ny humanistisk forskning, der både skal højne den teoretiske forståelse af fænomenet afmagt og pege på nye løsninger.

– Vi mener, at forskningen bør spille en central rolle i den offentlige debat og bidrage til at sætte retning for samfundets udvikling. Derfor samarbejder vi ofte med forskere og forskningsinstitutioner om bl.a. bogserier, og vi har i tidens løb uddannet over 500 forskere i at deltage i debatten på vores medieskoler for forskere, fortæller Rasmus Øhlenschlæger Madsen.

Forskningsprojektet hedder i sin fulde længde Afmagt i Danmark: En humanistisk undersøgelse af afmagtens former, manifestationer og potentialer i det 21. århundrede, og har hjemme på Faculty of Arts, Aarhus Universitet Projektet er støttet af VELUX FONDEN.

Foto: Sigrid Nygaard