Med novellesamlingen ”Alice” har Judith Hermann gjort det igen: fremtryllet endnu et mesterværk af en bog med 5 noveller, der med nøgternt og afdæmpet sprog fremstiller hverdagen for en kvinde i slutningen af 30´erne. Første novelle foregår i en tysk provinsby, anden novelle foregår i Italien mens de sidste tre noveller alle foregår i Berlin, […]
Med novellesamlingen ”Alice” har Judith Hermann gjort det igen: fremtryllet endnu et mesterværk af en bog med 5 noveller, der med nøgternt og afdæmpet sprog fremstiller hverdagen for en kvinde i slutningen af 30´erne.
Første novelle foregår i en tysk provinsby, anden novelle foregår i Italien mens de sidste tre noveller alle foregår i Berlin, der også er den by hvor forfatteren selv er født og opvokset i.
Alle novellerne har kvinden Alice som hovedperson. Hun er i slutningen af 30´erne og adskiller sig sådan set ikke særlig meget fra så mange andre kvinder på samme alder.
De fem noveller har også det tilfælles, at hovedpersonen Alice oplever, genoplever eller bearbejder en mandlig vens, et mandligt familiemedlems eller en mandlig samlevers død.
Første novelle hedder ”Micha” og foregår, som tidligere nævnt, i en tysk provinsby. Alice er rejst fra Berlin til provinsen for at besøge Micha, der er indlagt på hospitalet. I tidernes morgen havde Alice et forhold til Micha, der dog nu har været gift med en anden kvinde, som han også har fået et barn med. Tiden på hospitalet går ofte med at tænke tilbage på fortiden, men også med at spekulere over hvordan hun skal forholde sig til Michas nye kone og til det forhold hun havde til denne mand. Der er tale om en nostalgisk novelle, der beskriver det stille hvedagsliv på fremragende vis.
De sidste tre noveller foregår alle i Berlin – og disse tre noveller er også bogens bedste. Alle tre noveller er meget stemningsfulde – næsten i en grad så man bliver helt melankolsk når man læser fortællingerne.
Sidste novelle hedder ”Raymond” og er en fortælling om en kvinde, der har mistet sin bedre halvdel ved navn Raymond. Manden har været død i et år, men Alice finder det særdeles vanskeligt at komme videre i tilværelsen som enlig: hun ser syner og synes at hun ser Raymond overalt – kun for at opdage at det er naboen, en flyttemand eller en tilfældig person på gaden, der minder om Raymond. Derudover har hun haft mere end almindeligt svært ved at rydde ud i mandens ting efter hans død, men da hun først begynder at sortere ud i mandens tøj efter et år er resterne af et indtørret mandelhorn i en jakkelomme hun vælger at beholde i stedet for selve beklædningsgenstanden.
”Alice” er på alle tænkelige måder en fremragende novellesamling.
Judith Hermann har igen skrevet en bog i et nøgternt, enkelt og overbevisende sprog. Hertil kommer at beskrivelserne af Alice og hendes hverdag er så overbevisende at læseren næsten får gåsehud af at læse novellerne. Judith Hermann kan altså sit kram, hun beviser gang på gang at hun er en lysende stjerne, der er klog på mennesket og på tilværelsen så jeg kan naturligvis ikke sige andet end:
Læs denne bog, den er intens og er beviset på, at litteraturen stadig lever i bedste velgående og at forfatterens danske forlag, Batzer & Co gør et aldeles fremragende stykke arbejde i valget af forfattere de vælger at udgive.
Lån bogen på bibliotek.dk
