At skrive godt. Der er ikke alene mange definitioner på, hvad det betyder at skrive godt; der er også forbavsende mange meninger om, hvorvidt du enten ’har det’ eller ’ikke har det’ og om det …

At skrive godt. Der er ikke alene mange definitioner på, hvad det betyder at skrive godt; der er også forbavsende mange meninger om, hvorvidt du enten ’har det’ eller ’ikke har det’ og om det er noget, du kan lære.

Det har Allan Lillelund Andersen en mening om. Og han har derudover en lang række værktøjer, du som skrivende kan have rigtig stor glæde af. De værktøjer er i store træk rettet mod børn og unge, men jeg er nu også kun 52, så når jeg føler, de også er rettet lidt mod mig, så er det vel helt i orden.

Andersen er redaktør og ejer af Forlaget Silkefyret, og så underviser han i skrivning på Den Kreative Skole i Silkeborg og Medieskolen i Aarhus. Han ved med andre ord, hvad han taler om. Og skulle du være i tvivl, så vil jeg gætte på, at du på omkring side13 allerede begynder at forstå, hvad Andersen er for en størrelse, og at han i den grad har viden om og forstand på det at skrive og formidle.

Når Andersen har kaldt sin bog ”En loppe hopper ud ad vinduet”, er det naturligvis i første omgang en henvisning til det gamle H.C. Andersen-eventyr ”Loppen og professoren”. Men det er også en titel, han har valgt af forskellige andre årsager. Eksempelvis er Andersen glad for titlen som en undring og som et udgangspunkt. Og mon ikke det finurlige billede, der former sig for vores indre øje, når vi hører titlen, også spiller ind?

Bogen består i hårde træk af en lang række værktøjer og redskaber suppleret med øvelser, som alle giver dig mere erfaring med at skrive samt giver dig en hel masse indgange til forskellige emner og historier. Til tider beder Andersen dig også om at skrive – simpelthen for at du bliver ’varmet op’, som var du en cykelrytter eller en fodboldspiller. Alt sammen er med til at klæde dig på og give dig mere styrke og sikkerhed i at skrive – samtidig med, at du bevarer din nysgerrighed og din innovative tilgang til formidling.

Jeg vil vove den påstand, at selv gamle og garvede forfattere kan trække læring ud af denne bog. Faktisk prøvede jeg selv enkelte af øvelserne – ja, det var jo sommerferie – og de var rigtig gode og sjove.

”En loppe hopper ud ad vinduet” er levende illustreret af Gitte Lægård, og det supplerer faktisk bogen med nogle herlige og meget brugbare små afbræk, der giver dig lidt brugbar distraktion og et kvart sekund mere her og der til at cementere Andersens budskaber lidt bedre fast. Det sjove ved bogen er, at jeg sidder med en fornemmelse af, at Andersen kunne sætte sig ned og skrive denne bog igen i eftermiddag, og ikke et af de hundreder af sjove eksempler, han bruger i bogen, ville være de samme. Det ultimative bevis på, at fantasien ikke er til at slå ihjel, meeeen at du meget gerne må massere den engang imellem.

”En loppe hopper ud af vinduet” er en meget brugbar bog, der har et overordnet formål: Stimuler din fantasi, og skriv levende. Frem for alt: Skriv! Skriv! Og Skriv!

En loppe hopper ud ad vinduet, Allan Lillelund Andersen, Forlag: Fritid, 248 sider, Maj 2018