Tænk hvis man kunne kravle ind i hovedet på Niels Knudsen. Det er garanteret et virkelig mærkeligt sted, hvor ting ikke nødvendigvis er som de plejer at være. Nogle gange når en forfatter tænker “hvad nu hvis…”, sker der ting og sager. Novellesamlingen “Alting i et andet lys” viser lidt af hvad der sker når […]

Tænk hvis man kunne kravle ind i hovedet på Niels Knudsen. Det er garanteret et virkelig mærkeligt sted, hvor ting ikke nødvendigvis er som de plejer at være.

Nogle gange når en forfatter tænker “hvad nu hvis…”, sker der ting og sager. Novellesamlingen “Alting i et andet lys” viser lidt af hvad der sker når forfatteren Niels Knudsen tænker, “hvad nu hvis…”. Og det er ikke bare i stil med “hvad nu hvis han gik til højre i stedet for til venstre?” Nej, det er mere, “hvad nu hvis vi vender virkeligheden på hovedet, og alt kan lade sig gøre?” Vel at mærke servert på en sådan måde, at man (næsten) tror på det.

Samlingen består af 11 noveller, hvor intet er som vi ellers går og tror at det er. Virkeligheden bliver vendt og drejet, vredet rundt og sat på hovedet, og som læser sidder jeg hele tiden med en følelse af “hmmm…”. Et “hmmm…” på den der ok-det-havde-jeg-så-ikke-lige-set-komme måde. Hele tiden overrasket, og sendt ad nye veje. At Knudsen så samtidig skriver godt, og er en fabelagtig fortæller, gør ikke oplevelsen mindre. Sproget er let, hyggeligt og til tider ret morsomt, og står ofte i skærende kontrast til den historie der fortælles. Det fungerer rigtig godt.

Novellerne handler om hverdagen, om parforhold, om ensomhed, om at slagte, om at ankomme til en mennesketom storby og om at glemme at spænde barnet fast i cykelstolen m.m. – for hvad nu hvis…

En novelle der særligt fremviser Knudsens evne til at skrive, er den lille undseelige novelle med titlen “Menneskets bedste ven” – og ja, den handler om en hund. Men den er kun på to sider, og indeholder kun én sætning. Og det er rigtig godt.

Det er måske ikke de dybeste eksistentielle emner der tages op, og det er ikke sådan at jeg efter endt læsning føler at jeg bør tage mit liv op til revision. Men jeg var knageme godt underholdt, og det er også værdifuldt i en verden hvor der ellers er nok at blive deprimeret af.

Med “Alting i et andet lys”, trækker Niels Knudsen røverhistorien omkring lejrbålet helt ind i hverdagen. Hvad nu hvis Knudsen igen skulle finde på at sætte sig til tasterne? Ja, så vil jeg straks begynde at samle brænde til et godt bål. Jeg er helt klar.

Hmmm…

Forfatter:
Knud Nielsen

Forlag:
Haandgemaeng

Udgivet:
2016

Sider:
146

Kategori:
Noveller

Af samme forfatter