OPDATERET: The Book Depository, som er ejet af Amazon, bliver kunde hos den svenske logistikpartner Förlagssystem og kan dermed videresælge bøger fra svenske forlag med denne distributør. Forudsætningerne for succes adskiller sig landene i mellem.

Branchemediet Svensk Boghandel rapporter, at Förlagssystem er ved at indgå aftale om leverance, ordre og fakturering med det engelskbaserede retailled The Book Depository. Det fremgår af en mail til kunderne i Förlagssystem.

I mailen understreges det, at The Book Depository træffer aftaler om priser med mere med de enkelte forlag.  

Er det en ulv, der kommer?

Det lader som om, at Amazon via The Book Depository er godt på vej i Norden – også selv om man jo i en årrække har kunnet købe bøger fra deres engelske lager.

Herhjemme forlød det for under en uge siden, at Gyldendal har indgået aftale med The Book Depository som det første danske forlag.

The Book Depository har allerede vist synlig interesse for det svenske bogmarked, eftersom de var repræsenteret på bogmessen i Göteborg.

Her er situationen dog en anden end herhjemme, hvor The Book Depository anses som en stor trussel mod den hjemlige bogbranche, hele økosystemet indbefattet.

Det skyldes, at lydbøger fylder meget, meget mere på det svenske bogmarked end alle andre steder i verden

Således rejste Boktugg for nylig spørgsmålet om, hvorvidt den største trussel mod den trykte bog og boghandlere overhovedet er Amazon længere, sådan som det var tidligere – eller om det i virkeligheden er streamingtjenester som Storytel og Nextory med flere? 

Det norske fastprissystem i op til et år gør det uden tvivl mindre tiltrækkende at etablere sig her.

SENERE TILFØJELSE:

Der hersker i øvrigt ikke enighed om, hvorvidt The Book Depository er Amazons forlængede arm, eller ‘blot’ en selvstændig virksomhed (ligesom Audible), der er ejet af Amazon.

Uenigheden kom til udtryk i en radioudsendelse på DR1 Kultur tirsdag den 27. maj, hvor Morten Hesseldahl fra Gyldendal, – der pt. er det eneste danske forlag, der har indgået aftale med The Book Depository – mener, at Amazon og The Book Depository i konkurrencemæssig henseende to vidt forskellige forhandlere. I samme udsendelse mener Bo Dybkær fra Boghandlerforeningen, at det på sigt er tomato/tomato. 

Foto: iStock/Getty Images.