Shhhyyyy… Det er tid igen. Tag en dyb indånding. Mærk, hvordan julefeberen forplanter sig ud til de bittesmå afkroge af jeres boglige væsen. I føler nu en trang at få svar på, hvad der skete med bøgerne fra Bogforum. Træk vejret helt ned i maven. Hvorfor ændrede titlen sig på Sofia Heilmanns ”Jeg gik en lang tur en søndag formiddag?” Udånding. Luk øjnene. Hov, hvad er nu det? I får pludselig fornemmelsen af en oprørt folkemængde ved siden af jer. De banker voldsomt på ruden ind til en boghandel. Jeres puls stiger. Mærk historien. ”Giv os pengene tilbage!” råber en mand. I bliver utrygge. ”Ulæseligt LORT!” råber en anden. I bliver bange. Hvad er det, der foregår? I vil have en forklaring. Så nu kommer det andet afsnit af BogMarkedets adventskalender.

Jens sad i kirken 2. søndag i advent. Han elskede den højtidelige og ophøjede stemning i kirken, når han kiggede op på de hvide hvælvinger til lyden af organistens toner.

Men lige nu sad han med store øjne.

I chok og med en klump i halsen kiggede han på den panikslagne præst, der stod på talerstolen og bladrede i Biblen.

”Undskyld, deeet… Jeg prøver lige igen,” sagde hun med rystende stemme og løftede Biblen op imens hun blinkede et par gange. Hun rømmede sig. ”Og det sked i de dage, hvor Kong Augussi… Ej, det…” Hun rystede på hovedet. Folk kiggede forvirrede rundt på hinanden og hviskede.

Jens lukkede øjnene. Den seneste uge, havde været den værste i hans liv.

Søndagen forinden havde han forladt gården i al hast. Sofia Heilmanns bog havde givet ham en stor forskrækkelse. Først havde han troet, at han var syg, da titlen ændrede sig, men senere gik det op for ham, at han havde læst om dette fænomen før.

Jens var kørt hen på Thisted bibliotek, hvor han havde arbejdet i 23 år. Han kendte hver en krog og hver en bog. Målrettet var han gået mod baglokalet, hvor en trappe førte ned i kælderen. Efter lidt tids søgen fandt han en lille notesbog i et afsides skab. Han vidste ikke, hvor den kom fra. Sidste del af bogen var revet af. Men han mente nok, at det var præcis dén bog.

Dér i kælderen på Thisted bibliotek læste Jens noget, der skulle få hans indre til at ryste, så han måtte støtte sig op af skabet.

”Litterona: En yderst sjælden sygdom, der inficerer bøger.”

 Præsten lagde Biblen fra sig, og fortsatte i stedet med sin prædiken. Jens tænkte igen på bogen i bibliotekskælderen. ”Symptomerne starter tre uger efter smitte. I startfasen bliver teksten rodet og senere…” Han kunne holde tanken ud.

”… senere falder bogstaverne ud, og bogen vil for evigt være tom.” Han rejste sig op fra sin plads og famlede sig ud på midtergangen. At bogen for evigt ville være tom, fik angsten til at vælte op i ham. Det kunne jo potentielt set blive en katastrofe!

Efterfølgende stod der, at sygdommen smittede ved direkte kontakt mellem bøgerne, og at sygdommen kun var beskrevet ét sted i litteraturhistorien. Nemlig af selveste Ludvig Holberg i bogen Naturen og Folkerettens Kundskab fra 1716.

Jens havde været nysgerrig for at læse videre, men bogen sluttede ved ”Behandling.” Siderne derfra var revet ud. Han havde efterfølgende bestilt Holbergs bog til biblioteket, men den næste uge blev helt anderledes, end han nogensinde havde forestillet sig det.

Der skete nemlig et stort krak i den danske bogbranche. De sociale medier kogte over med opslag om elendige forfattere, frygtelige korrekturlæsere og endnu mere uprofessionelle forlagsfolk. Kommentarsporene var uendelige. Instagram boblede. Mange forfattere postede billeder af ulæselige og til tider komiske titler på deres bøger. Andre skrev forvirret, at deres bøger altså var helt normale.

De har sikkert ikke været på Bogforum, tænkte Jens.

Det værste chok kom, da Jens samme eftermiddag fik en besked fra Dansk Biblioteksforening. ”Tjek dine hylder,” stod der i emnefeltet. Det løb ham koldt ned ad ryggen, idét han sprang op og løb ind i biblioteket. Fra dette øjeblik, havde han glemt alt om Ludvig Holberg.

Mine bøger! Han gik målrettet hen til ”P” i den skønlitterære sektion og tog ”Meter i sekundet” frem. Han læste titlen for sig selv, og øjnene blev fyldt af rædsel, idét han hviskede ”Kilometer i timen.” Han smed bogen og gik over til ”J.” Med rystende hænder tog han ”Kvinde, kend din historie” frem. Han jamrede. ”Gå nu væk, mand! Af Gren Jyxen.” Han kastede sig på knæene og råbte ”Nej! Nej! Biblioteket er smittet!” Det hørte til sjældenhederne, at man så en mand som Jens på denne måde. Helt i knæ.

Det var derfor med meget tunge skridt, at Jens kom hjem til gården den aften. Køkkendøren stod pivåben, og frosten havde bidt sig fast i det trætte 90’er køkken, der stadig bød på Føtex-klejner og kold kaffe fra morgenbordet. Han satte sig en stund på den kolde køkkenstol, alt imens tysk julemusik spillede for en lille tåre, der trillede på hans kind.

Sådan endte 1. søndag i advent, og den næste uge på endnu mere kaos. Han fik så umåleligt travlt, da lånerne kom med deres syge bøger og brokkede sig.

Dansk Biblioteksforening havde ligeledes lavet nye retningslinjer, der betød at Jens skulle isolere de raske bøger fra de syge. Så han måtte gennemgå hele biblioteket fra ende til anden! Det havde taget ham 5 dage, da den ene af de to øvrige ansatte var blevet så angst for selv at blive syge, at han var blevet hjemme. Den anden skrev, at hun havde en gammel, udsat dagbog, som hun var nødt til at passe på. Derfor isolerede hun sig.

Stats- og kulturministeriet havde allerede om mandagen holdt pressemøde. Statsministeren fortalte, at de havde valgt at isolere Rigsarkivet, da de var nervøse for, om sygdommen skulle ramme vigtige dokumenter, som eksempelvis den danske grundlov.

 Alle bibliotekernes drift stod nu stille, og det var ikke muligt at bestille bøger. Derfor havde Jens ikke nået at få Holbergs bog. Men han havde også haft rigeligt at gøre på biblioteket.

Nu stod han i våbenhuset og kunne høre præstens prædiken igennem den massive trædør: ”… men når det skrevne ord er væk, så må vi tale sammen. Vi må tale fra vores hjerter og dermed finde teksten et andet sted.”

Jens stod et øjeblik og tænkte. Vi må finde teksten et andet sted. Han stivnede.

Holberg! Det må være muligt at finde teksten på en anden måde.

Jens løb hen på biblioteket, som lå i nærheden og satte sig ved computeren. Hans fingre arbejdede hurtigt på tasterne, da han ivrigt gav sig til at google.

Det tog en times tid, for selv om Jens var bibliotekar og god til det med bøger, så måtte han søge i de fjerneste afkroge af internettet efter Holbergs bog.

Han åbnede dokumentet på en side for dansklærere. Litterona fyldte bare en lillebitte del af bogen, så det tog ham længe at finde det. Og det var bestemt ikke, hvad han havde regnet med. Han havde meget svært ved at tro sine egne øjne, da han læste om behandlingen af Litterona.

Hvordan får jeg NOGENSINDE overbevist nogen om det her? Jens tog en dyb indånding og mærkede en rislen ned ad ryggen. Dét her, er jo fuldstændig imod al sund fornuft… Forfatterånd? Håndspålæggelse? Han rystede på hovedet og lukkede computeren. Det lyder som noget pjat.

Han kiggede ud ad vinduet, hvor der lå et hyggeligt torv. Han kunne se kirken i baggrunden og den hyggelige julepynt, som han elskede så meget. Ville han mon nogensinde høre Juleevangeliet igen? Sidde med juleklejner og en god bog? En tåre forlod hans øje.

Der er kun én ting at gøre. Holberg.

Eeeeej, ikke stoppe! Hvad har Jens læst i Holbergs bog? Står bøgerne overhovedet til at redde? Er Juleevangeliet ødelagt for tid og evighed? Læs mere i næste afsnit, tredje søndag i advent.

 

Fik du ikke læst første afsnit eller har du brug for at læse det igen, kan du finde det lige her:
Første søndag i advent