Er det nødvendigt både at skrive og at læse bøger om vold mod og overgreb på børn? Ja, i dette særlige tilfælde er det ubetinget på sin plads. Endnu engang viser Roslund, at han er mester i at kombinere en relevant historie med en actionfyldt handling – en bog på højt internationalt niveau og et … Continue reading Anders Roslund: Sov mit barn

Er det nødvendigt både at skrive og at læse bøger om vold mod og overgreb på børn? Ja, i dette særlige tilfælde er det ubetinget på sin plads. Endnu engang viser Roslund, at han er mester i at kombinere en relevant historie med en actionfyldt handling – en bog på højt internationalt niveau og et ”must read” for alle krimilæsere og spændingsbogslæsere.

Fra bogens bagside:
De var begge 4 år, da de forsvandt den samme dag. Nu sørger man over dem på samme kirkegård. Ved hver deres grav. Men de to små pigers kister er begge tomme.

For at forstå, hvordan de to pigers historier hænger sammen, må kriminalkommissær Ewert Grens og undercoveragenten Piet Hoffmann besøge den mørkeste af alle mørke verdener og udkæmpe deres hidtil sværeste, farligste og mest modbydelige kamp.

Min anmeldelse:
Det er efter min mening nødvendig at læse bøgerne med Ewert Grens og Piet Hoffmann i rækkefølge. Ewert Grens er gennemgående person i krimiserien, som Anders Roslund begyndte sammen med Bjørn Hellström, og som Roslund har fortsat på egen hånd efter Hellströms død. 

Jeg har med denne anmeldelse anmeldt alle de indtil nu 5 bind i serien, hvor Piet Hoffmann er central aktør. Og jeg kan på det varmeste anbefale hele serien. Se den seneste anmeldelse af “Hun skal leve”, hvor der er link til de øvrige: https://blog.drustrup.dk/?p=407 

Piet Hoffmanns dødsensfarlige indsats som undercoveragent i forskellige kriminelle miljøer har efter de seneste par aktioner betydet, at han lover sin familie ikke – igen – at sætte deres og sit eget liv på spil. Da Ewert Grens i denne bog endnu en gang forsøger at få Hoffmann til at hjælpe sig, står han fast. Han vil ikke mere – lige indtil hans kone siger, han skal  på trods af deres tidligere erfaringer, fordi emnet rører hende personligt meget dybt. Så træder han i karakter i en sag, hvor Ewert Grens endnu engang overskrider sin beføjelser i den gode sags tjeneste og indleder samarbejde med en dansk efterforsker.

Det bliver en barsk og ualmindeligt spændende samt velskrevet og godt sammenhængende historie om et emne, som jeg egentlig ikke bryder mig om at læse om. Emnet er vold mod og misbrug af børn. Det er om kampen med at optrevle et internationalt pædofilt netværk, og så har jeg måske allerede afsløret lidt for meget. Men er det nødvendigt både at skrive og at læse bøger om vold mod og overgreb på børn? Ja, i dette særlige tilfælde er det ubetinget på sin plads.

Et let omskrevet citat fra min anmeldelse af forrige bind gælder stadig: Endnu engang viser Roslund, at han er mester i at kombinere en relevant historie med en actionfyldt handling – en bog på højt internationalt niveau og et ”must read” for alle krimilæsere og spændingsbogslæsere. Begynd med 3 sekunder – så går tiden hurtigt!

9 sikre skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter her Fem krimihjerter

Anders Roslund
Sov mit barn
Modtryk, 2021
386 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PER DRUSTRUP LARSEN – DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?