Tom Robot er, ja, en robot. Han kender ikke så meget til alt det sjove i livet. Han er jo programmeret til at gøre rent og rydde op. Da han får øje på de to …
Tom Robot er, ja, en robot. Han kender ikke så meget til alt det sjove i livet. Han er jo programmeret til at gøre rent og rydde op. Da han får øje på de to venner, prinsesse Perlesnor og Æder Edderkopper, som er henholdsvis lyserød og grøn, får han en trang til at rydde op. For man kan jo ikke blande lyserøde og grønne ting sammen.
Det får de to venner dog hurtigt overbevist den lille robot om, at man godt kan. Og efter mange forsøg lykkes det dem også at få Tom til at være med på legen og føle sig velkommen og som en del af gruppen.
For det store problem for Tom er, at han føler sig tom indeni. På børneniveauet er det et sjovt ordspil, men børnene fornemmer også, at der er noget galt. På voksenniveauet kan vi godt fornemme, at der er noget ensomhed og ulykkelighed på færde her. Det er en historie, som tager fat på børns trivsel. Et meget vigtigt og tungt emne, men ligesom i de to foregående bøger i Perlevenner-serien gør Ane Gudrun det let tilgængeligt.
Gennem farvestrålende illustrationer og et gå-på-mod, der udstråler gode miner og venskabelighed, også visuelt, overvinder børnene i historien modgangen. Der er bestemt en positiv pointe i, at med lidt hjælp kan man overvinde meget, så længe man har kærlige mennesker omkring sig. Og så nævner vi ikke den mørke side af vores samfundskultur, som denne historie antyder.
Selvom Tom Robot lærer at lege var tredje bog, vi læste i træk fra Perlevenner-serien, var mine to piger på fem og syv helt optagede af bogen, nok primært den store af dem. Hun fulgte pænt med og virkede også lettet, da Tom Robot lærte at lege med sine to nye, gode venner. Det har været en sjov gang læsning, og det synes vi da også, at andre skal unde sig selv.
Ane Gudrun: Tom Robot lærer at lege. Illustrationer af Ane Gudrun. Forlaget Petunia, august 2020. 24 sider.