Med kun for ord og sætninger formår forfatter og illustrator Pernille Egetoft med sorgbogen Bror, at omfavne overstadigheden, sorgen og bearbejdelsen af at miste et barn, så selv læserens hjerte knuses itu.

Bror er ikke fortællingen om at føle sig fremmed sammen med sit nyfødte barn, om at føle sig utilstrækkelig som mor eller om en ny sammenbragt familie. Nej, ’Bror’ er en fortælling om noget helt andet, men det vender jeg tilbage til. Først en lille fortælling om, hvad det hele handler om, nemlig moderskabet.

Moderskabslitteraturen har for alvor sat sit aftryk på dansk litteratur. Forfattere som Dy Plambeck, Olga Ravn, Maja Lucas og Tine Høegh har gennem ærlige og ambivalente fortællinger skænket os portrætter af moderskabet, bristet mellemkød, uforsonlige fødsler, fertilitetsbehandlinger, søvnløse nætter, udefrakommende forventninger og fødselsdepressioner. Det er Frankenstein beretninger krydret med Hulda Lütken, som salt i såret for mødre. Og vi er blevet suckere for det.

Der er ingen tvivl, moderskabslitteraturen er blevet en politisk armslængde, der har gjort op med fantasierne om den idylliske graviditet og forestillingerne om den lykkelige mor.

Med Bror tilbyder Pernille Egetoft en ny gren af moderskabslitteraturen. Gennem en selvbiografisk fortælling af lige dele skrift og illustrationer, skildrer hun hudløst ærligt, hvordan det er at miste et barn langt inde i graviditeten.

”Andre forlader afdelingen med spædbørn svøbt i /
forventninger og hæklede tæpper /

Vi tager derfra med et fodaftryk /

og en pjece om sorg /

En plasticpose med piller der skal /

stoppe mælken dulme smerterne /

Instruktioner til at håndtere tiden /

Informationer vi har glemt.”

Med skiftende computerskrevne og håndskrevet sætninger fortæller Pernille Egetoft, gennem fem cirkulære bevægende kapitler, om at blive gravid, miste barnet og blive gravid igen. Hele tiden med håbet og higen efter at blive mor i centrum.

”Han er her ikke /

Han er her altid”

De tekstlige afsnit samtaler vellykket med Pernille Egetofts egne stregtegninger, der iagttager det levede og forsvindende liv. Gennem en kombination af simple streger og realistiske detaljer skildres enkle og melankolske hverdagssituationer, som de ser ud, når man har mistet et barn.

Det er skildringer af huskelister, navnelister og scanningslister. Og det er skildringer af at strege dem ud, smide dem i skraldespanden. Det er skildringer af at føde et dødt barn og begrave det. Af kroppens utilstrækkelighed, uendelige blødninger og tilgivelse. Om hvide rum og sprudlende blomster, der fylder alt for meget. Om indkøb og planteskoler. Og om ikke at lykkedes.

”Vi tager på indkøbsture /

Køber stauder til haven et telt til braste sommerdrømme /

Vi nåede ikke at beslutte et navn”

De nøje udvalgte ord går lige i hjertet, og er bestemt ikke overladt til tilfældighederne. Afvejet og opmålt står de som nærmest sterile i et tomrum, som forældrene selv. Omringet af alt for meget intethed og mørke i lyset, skær de i øjnene, så selv læseren kan leve sig ind i sorgen.

Bror er en hjerteskærende og stærk debut, der giver stof til eftertanke og søger et fælles sprog for alt det, vi føler os alene i. Pernille Egetofts pen er skarpt skåret og hendes livlige illustrationer er lige til at sætte i ramme.

Det her kan man vist godt kalde et kunstværk og solidt bidrag til moderskabslitteraturen.

Om forfatteren:
Pernille Egetoft (f.1987) er billedkunstner, illustrator og forfatter. Pernille bor og arbejder i Nordjylland, hvor hun har kombineret værksted og kunstbutik.

Om anmelderen:
Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen har en baggrund i Dansk fra Københavns Universitet. Arbejder til daglig som content assistent hos Gyldendal, hvor hun også faciliterer læsekredse. Desuden driver hun Instagramprofilen ‘Litteratouren’, hvor hun anmelder alt fra smal til bred litteratur.