Man kan forestille sig, at 99 løse ender er begyndt som en skriveøvelse, der har grebet om sig. De 38 tekster – 22 af Joan J. Andersen og 16 af Jonas Kamban Larsen – har nemlig det til fælles, at de er skrevet med et benspænd: Digtene skal være præcis 99 ord lange, eksklusiv titlerne.

Det fremgår ikke af bogen, om der har været andre benspænd involveret, men man kan i hvert fald notere sig, at der er foregået en vis udveksling af ord og stil mellem forfatterne. Begge holder f.eks. af på ret elegant vis at gøre sjælen kødelig – Kamban Larsens jeg ”Eksploderer af uro, slår revner i sjælen”, mens Andersens jeg står tilbage ”uden en trevl på sjælen”. Ikke kun stilfigurer, men også ord forplanter sig og breder sig – begge skriver f.eks. om ”støvkys”. Og så er der en fælles tematisk grund i noget med drømme, mareridt og kærlighed – omend forfatterne griber emnerne an på vidt forskellige måder og fortsætter ud ad hver deres tangenter. Det hele er illustreret af Britta My Thomsens flotte fotografier, ofte af forfald og skumringsmørke.

Selvom der er ligheder, skriver de to forfattere så forskelligt – den mest grundlæggende forskel er, at Andersen skriver prosadigte, mens Kamban Larsen med en enkelt undtagelse knækker sine linjer – at det giver bedst mening at behandle deres bidrag hver for sig. Lad os starte med Kamban Larsen, for det er ham, der er bogdebutant. Tidligere har han haft digte i Hvedekorn og Slagtryk.

Jonas Kamban Larsen synes egentlig at have sneget sin egen lille digtsamling ind i fællesbogen. Det er i så fald en digtsamling om ulykkelig kærlighed og død, men i et symbolsk og drømmeagtigt rum, hvor havet, natsværmere, månen og en ildevarslende skikkelse bag et gardin er gennemgående. Og det er også en digtsamling, som lader til at have haft højere prioritet end fællesbogen – uanset hvor mange gange jeg tæller, er Kamban Larsens første digt i bogen, ”Omringet af et ocean”, altså kun på 97 ord. Det samme gælder digtet ”Ål”. Hans sidste digt lever til gengæld op til reglen om de 99 ord, og de 13 andre har jeg ikke tjekket efter.

Kamban Larsens styrke er evnen til at skrive en ildevarslende, mareridtsagtig stemning frem gennem et vildt, synsk billedsprog. Et digt begynder sådan her: ”Leger langsom søvngængerøgle i mørket./ Hvem er det, der under månen nærmer sig?”. Og de første linjer i digtet ”Tomrummet” lyder så uheldsvangre her: ”Går alene på tråde spændt ud i tomrummet./ Regnen æder mit ansigt op indefra.”

Lidt for ofte tager sproget dog over og taber både stemning og betydning af syne. Som når nu jeget i ”Tomrummet” – der ellers kredser om et ”du”, der står ”på kanten af virkeligheden […] og river mit hjerte ud” – pludselig og uden sammenhæng med hverken digtets rum eller tematik ”bliver presset igennem kroppe ødelagte for solen”. Hvad er det for nogle kroppe? Og hvordan presset igennem, er der tale om en form for kollektiv fødsel? Og hvordan er man ødelagt for solen, er vi i gang med en rituel menneskeofring? Det er ikke til at sige – eksplosionen af sprog står desværre for sig selv på et uforklarligt sidespor i digtet, og den slags sidespor er der for mange af.

De første af Joan J. Andersens prosadigte starter lidt i samme stemning som Kamban Larsens tekster. Der er noget drømmende og mareridtsagtigt over dem, og de er lidt for ofte skrevet i et sprog, der går længere, end sammenhængen helt kan holde til. Men i løbet af bogen synes hun i højere grad at finde sin egen stemme. Digtene bliver sprogligt enklere, dog stadig med en dejlig mængde leg, og de smider en del af alvoren til fordel for finurlighed. Der er nogle rigtigt fine tekster iblandt – men idet Joan J. Andersen har udgivet to bøger før og altså ikke kan kaldes debutant, vil jeg ikke her i debutantanmeldelsen gå dybere ned i hendes bidrag.

Som værk er 99 løse ender noget rod. Den ene forfatter har med sine 97-ords digte tilsyneladende ikke for alvor været interesseret i at deltage i eksperimentet, og det forekommer underligt uambitiøst at lave en bog, der har tallet 99 som ledemotiv, og alligevel kun lade den bestå af 38 digte, som desuden er pilskævt fordelt mellem de to forfattere. Hvorfor det er en bog henvendt til offentligheden og ikke en bunke kopiark delt rundt blandt venner, er svært at gennemskue, og begge forfattere lader egentlig til at være bedre, end værket er. Men det er da fornøjeligt at læse de af digtene, der er vellykkede.

Lad mig derfor slutte af med at citere debutantens bedste digt, det faktisk fremragende – og sidesporsløse – ”Ål”.

”På gravstenen står der,/ at du var glat som en ål,/ der som halvdød gled igennem mudderet/ med frost i knoglerne, og en rose tatoveret på dit skind./ Jeg sætter fodspor i den tiltagende sne,/ mens du sidder med blod og tusmørke på dine vinger/ på vej et ukendt sted hen./ Ingen kender fremtiden,/ men da det er mig, der skal videre,/ driver jeg ind på Cafe Blåregn,/ hvor jeg for alvor går i stå./ Jeg ved du ikke er her mere,/ og kan derfor ikke sidde stille/ under det uldne gullige skær/ fra lampeskærmens tatoverede rose.”