Anmeldelse: ‘Adams offer’ af Anet Elga
Titel: Adams offer
Udgivelsesdato: 24-06-2023
Sider: 460
Genre: Krimi og spænding
Forlag: Superlux
Forfatter: Anet Elga
Serie: PharmaGrande
ISBN: 9788775672691
Format: Hæftet
Alice Aagaard | 03. okt, 2023
Alice Aagaard | 03. okt, 2023
Titel: Adams offer
Udgivelsesdato: 24-06-2023
Sider: 460
Genre: Krimi og spænding
Forlag: Superlux
Forfatter: Anet Elga
Serie: PharmaGrande
ISBN: 9788775672691
Format: Hæftet
Erfaren forfatter genredebuterer med velfortalt krimi
Adams offer er første bog i en ny krimiserie om lægen Indigo Brun. Forfatteren Anet Elga har flere udgivelser bag sig: Børne- og ungdomsbøger udgivet under hendes borgerlige navn Anette Ellegaard. Der er altså ikke tale om en debutant, men om en genredebut indenfor voksenlitteratur. At forfatteren nu udgiver under et kunstnernavn, der gør sig godt på engelsk, tyder på, at forfatter og forlag har planer om at få serien ud på det engelsksprogede marked, hvor skandinavistiske krimier ofte gør sig godt.
Handlingen
I Adams offer følger vi tre personer: Lægen Indigo Brun, der arbejder for medicinalfirmaet PharmaGrande, avisbuddet Knallert-Lars og PharmaGrandes direktør Ellids Brøgger.
En læge – titlens Adam – findes død. På gerningsstedet finder politiet en kaffekop med Indigos fingeraftryk. Hun er nu mistænkt for Adams død, selv om hun hverken kender ham eller har været i hans lejlighed. Indigo starter sin egen efterforskning for at få renset sit navn. Hvem var Adam, og har hans død noget med PharmaGrande at gøre? Og hvem har placeret hendes fingeraftryk på gerningsstedet?
Der er ikke tale om en traditionel “who done it” krimi, hvor vi skal finde moderen. I stedet er det en historie om en – fiktiv – medicinalindustris forretningsgange og hemmeligheder.
Care factor
Noget, jeg har efterlyst i tidligere boganmeldelser, er den såkaldte “care factor”; at vi som læsere kommer til at holde af og med personerne. Dén leverer Elga. Jeg holder af personerne. Indigo er både stærk og blød. Fortravlet læge og alenemor til fem børn, et kompliceret forhold til eksmanden og sårbarheder i bagagen: en barndom, der ikke var, som hun kunne ønske det, og en alvorlig bilulykke under et ophold i udlandet. Også Knallert-Lars er fint beskrevet. Han har et forlist studie bag sig, nu bor han i en nedslidt kolonihave, er avisbud og periodisk alkoholiker. Og hans eneste ven, Adam, er netop fundet død. Man skal være en hård nød, hvis Knallert-Lars ikke vækker morfølelser m/k i en. Også direktøren Ellids er fint beskrevet. Man forstår hendes ærgerrighed.
Sproget
Sproget er godt og gnidningsfrit. Det er tydeligt, at Elga er en erfaren skribent. Forfatterens metaforer er enkle og hverdagsnære og tilsvarende virkningsfulde.
Luften var tyk som grød.
Salte tårer fossede ud af øjnene som spildevand fra en defekt kloak.
Hans ansigt var rødmosset som kødet i slagterens køledisk.
Håbet smuldrede lige så hurtigt som en kiks under en fodsål.
Og her et fint replikskifte mellem Indigo og hendes eksmand:
“Nej.”
“Hvad mener du?”
“Det, jeg siger: Nej.”
“Men …”
“Du ved, hvor det ender.”
“Bærer du nag?”
“Gør du?”
“Gør vi ikke begge to?”
Finere kan det ikke gøres.
Og et smuk budskab halvvejs i bogen. Ordene tilhører Knallert-Lars’ chef.
“Der findes ikke tabere, Lars. Ligesom der heller ikke findes vindere. Der findes bare mennesker.”
Torne
Ingen roser uden torne, og der er selvfølgelig også et par ting, jeg som læser stikker mig på i “Adams offer”.
Den ene er, at Knallert-Lars, der har læst på RUC, er fuldstændig internet analfabet. Jeg køber den ikke. Ikke når han er normalt begavet og kun midaldrende. Jeg er desuden sikker på, at man også som avisbud skal kunne gå på nettet, hente afleveringslister mm.
Den anden torn er Indigos efterforskning. Den består primært af at tage rundt og udspørge forskellige mennesker om Adam og PharmaGrande. Der er en enkelt gang, hvor hun bliver skygget af en bil. Og en enkelt gang, hvor hun tror, at der har været nogen i hendes hjem. Ellers er det møder og samtaler med mennesker om den afdøde Adam. Det er velskrevne samtaler og gode personkarakteristikker, men som krimilæser vil jeg gerne ud på kanten af sofaen med neglene boret ned i polstringen – og gerne flere gange undervejs i historien. Det, jeg efterlyser, er flere spændingstoppe på vej op mod klimaks.
Konklusion
Det ændrer ikke på, at jeg har følt mig godt underholdt og i godt selskab med Elga og Indigo. En velskrevet, velfortalt krimi med fine personkarakteristikker. Til sidst i historien krydses de tre personers veje. Det er super fint. Og bogens titel åbner sig op, så den kan forstås på flere måder. Det er rigtig godt. Jeg spår Anet Elga gode chancer for succes både herhjemme og i udlandet.
Om forfatteren:
Anette Ellegaard (pseudonym: Anet Elga) er født i 1967 i København og debuterede som forfatter i 2000 på Høst&Søn med ungdomsromanen, Indigo. Siden da har hun udgivet 12 børnebøger, bl.a. den præmierede serie, Sandhedens Magt 1-3 og skrevet en selvhjælpsbog, der har solgt så mange eksemplarer, at hun faktisk gerne må kalde den en bestseller. I juni 2023 debuterer hun som krimiforfatter med romanen, Adams offer.
Om anmelderen:
Alice Aagaard (f. 1968) er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og nordisk sprog og litteratur og er selv forfatter på Byens Forlag med flere udgivelser.
Velkommen
20. november, 2024 Gyldendal
Læs mere5. december, 2024 Lindhardt og Ringhof
Læs mereDette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner af webstedet du synes er mest interessante og nyttige.
Nødvendig cookie vil altid være aktiveret, så vi kan gemme dine præferencer for cookieindstillinger.
Hvis du deaktiverer denne cookie, kan vi ikke gemme dine præferencer. Det betyder, at hver gang du besøger dette websted, skal du aktivere eller deaktivere cookies igen.
Dette websted bruger Google Analytics til at indsamle anonyme oplysninger såsom antallet af besøgende på webstedet og de mest populære sider.
At holde denne cookie aktiveret hjælper os med at forbedre vores websted.
Aktiver venligst nødvendige cookies først, så vi kan gemme dine præferencer!