Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Hvis ikke jeg havde lovet at anmelde bogen, var jeg aldrig kommet igennem den. Men jeg er glad for, at jeg holdt ud, for der vankede en belønning: Jeg fandt et par gyldne nåle i den kolossale høstak.

Ved første øjekast ligner bogen en fantasyroman både på grund af tykkelsen og på grund af det sorte, symbolmættede omslag. Intet sted fremgår det af bogen, at der er tale om digte – heller ikke af kolofonen, for den er ikke-eksisterende. Hvorfor mon?

På bagsiden kan man læse, at bogen ”håber på at kunne skabe en samtale om Gud/erne” da skikkelser fra de forskellige trosretninger i høj grad repræsenterer ”de samme idéer (…) hvorfor religiøs uenighed bør være overflødig.” Det lød tillokkende for en troende humanist som mig.

De fleste digte, eller tekster, som jeg foretrækker at kalde dem, fylder mellem en og tre sider. Ind imellem støder man på citater af blandt andre Camus og Rudolf Steiner.

Bogen er ikke inddelt i forskellige afdelinger, til trods for at emnerne, der tages under behandling, spænder fra at være et menneske, der lever med psykisk sygdom, til bibelske og mytologiske genfortællinger. Også tekster om klimakrise og giftig maskulinitet er at finde i den tykke bog. Det sidste kommer jeg tilbage til senere i min anmeldelse.

Jeg synes, at forfatteren vil for meget på samme tid. Jeg ville ønske, at en redaktør havde rådet ham til at dele stoffet op og fordele det i mindst tre separate bøger.

Men ikke kun bogen, også teksterne er maksimalistiske. Pudsigt nok skriver forfatteren i digtet ”Forord”: ”Hil dig, poesi! Sprogets ballet, sætningers elegance.” Desværre virker de fleste af digtene mere som tung træskodans end elegant ballet på mig. Eller sagt med andre ord: Digtene virker mere som prosa end som lyrik. Jeg savner musik i ordene, jeg savner at blive bevæget, jeg savner at blive blæst bagover sprogligt. Og den ellers ædle hensigt fra bogens bagside om at skabe en samtale om Gud(erne) prellede desværre af på mig. Simpelthen fordi jeg var tæt på at drukne i alle de sider, alle de ord.

Den garvede lyrikanmelder Erik Skyum-Nielsen skriver et sted – her citeret efter hukommelsen – at  digterens opgave ikke kun er at skrive ord, men også at fjerne mange af ordene igen, så kun det væsentlige står tilbage. Jeg har lyst til at udfordre forfatteren til at skrive en håndfuld ultraminimalistiske digte, måske i haiku-form. Jeg er ret sikker på, der kunne komme noget interessant ud af det. Han har tydeligvis mange kloge tanker i sit hoved.

Som sagt fandt jeg heldigvis også et par gyldne nåle i høstakken:

Overført til den lukkede have/

sukkerknalder og røde piller i tekopper/

til teselskab med den gale hattemager/

med en hat så høj, som kaninhullet er dybt/

og jeg hopper i med begge ben.

Linjerne ovenfor er et uddrag af digtet Disse tanker hører til på side 47. Digtet er meget længere end her citeret, men jeg synes, at linjerne her kan udgøre et digt i sig selv. Her spiller sproget, her er der noget på spil.

Et andet eksempel på en gylden nål er dette uddrag af det næsten to sider lange digt Giftig maskulinitet på side 62:

Unge mænd i det nye århundrede/

uden formål, omvandrende maskulinitetskriser/

født for sent til krig mod nazister/

for tidligt til håndtryk med rumvæsener/

den fortabte generation, historiens midterbarn/

dømt til ensomhed i fællesskab, i kældre og sorte værelser/

(…)

følsomme drenge blev til svanse/

men der findes hverken maskuline eller feminine følelser/

hjertet er ikke et kønsorgan./

Især allersidste linje synes jeg er lige i øjet.

Her på falderebet føler jeg mig nødsaget til at bringe en efterhånden trættende, men desværre nødvendig gentagelse: Forlag, hit med en korrekturlæser. Der er alt for mange retskrivningsfejl, som nu f.eks. på side 104: ”Mens månen holdte vagt”, side 129: ”Visdom nedarvet fra Jesus til sine disciple” og på side 153: ”højt hævet over de, der …” Det virker forstyrrende.

Tre spirer bliver det til fra mig.

Om forfatteren

Christian Gammelgaard Freund er født i 1999. Han har gået på Forlaget Gladiators Forfatterskole og studerer dansk på Københavns Universitet. “I begyndelsen var ordet” er hans debut som forfatter.

Om anmelderen

Louise Winther er født i 1963 og er forfatter til seks bøger, deriblandt digtsamlingen ”Dødens dønninger” (2022), romanen ”Men så døde mormor” (2021) samt sorgcitatbøgerne ”Sagt om sorg” (2014) og ”Sagt om sorg II” (2016). Louise anmeldte sin første bog i den nu hedengangne Roskilde Tidende, da hun var 12. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har en baggrund som cand. jur. og Master of Laws. https://www.louisewinther.dk/