facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Livets pust – luftmangel, omvæltning og kamp, digte’ af Kim Klyver

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Livets pust – luftmangel, omvæltning og kamp, digte’ af Kim Klyver

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Livets pust

Undertitel: Luftmangel, omvæltning og kamp

Udgivelsesdato: 25-01-2022

Sider: 60

Genre: Digte

Forlag: Historia

Forfatter: Kim Klyver

ISBN: 9788794284448

Format: Hæftet bog

Jeg skal dø/Det er der intet nyt i/Det eneste nye er/at jeg skal dø/tidligere/og anderledes/end forventet.
Digtet, som er et af de første i Livets pust, gav mig straks lyst til at læse mere.

Det var ellers med lige dele forventning og bange anelser, at jeg gik til anmelderopgaven. Forventningen skyldtes, at jeg holder af lyrik, og at digtsamlingens omdrejningspunkt organtransplantation gjorde mig nysgerrig.
De bange anelser skyldes bogens bagside, hvor der står, at ordene aldrig var tænkt som en digtsamling, men som selvterapi eller katarsis samt at digtene står nærmest urørte som skrevet i den kronologi, der afspejler processen med lungesygdom og organtransplantation i en coronatid.

At anmelde et andet menneskes selvterapi – kan, må og bør jeg overhovedet gøre det? Bliver det for privat, for grænseoverskridende, vil jeg føle mig som en ussel dyneløfter? Og hvorfor pokker har forfatteren valgt ikke at redigere sine digte, tænkte jeg, der selv bruger evigheder på at slibe og polere mine egne tekster.
Forklaringen findes i følgebrevet: Det kantede og lidt uelegante afspejler netop livet som det var. Og det har ofte har kriblet i fingrene for at finpudse nogle af digtene. Om det kantede og upudsede fungerede for mig som læser, vender jeg tilbage til.

Min forventning var at finde digte om, hvad der rørte sig i jeg’et fra erkendelsen af dødens nærhed til det tidspunkt, hvor der findes en egnet donor. Jeg ville have troet, at ventetiden og uvisheden var uhyre svær at gennemleve og i høj grad kaldte på skriveterapi. Men nej.
Og hvordan er det så at vågne op med et andet menneskes organ indopereret i sin krop og samtidig vide, at dette menneske måtte dø for at gøre transplantation mulig? Det siges, at hjertetransplanterede får en anden type natlige drømme end før – drømme, som de forestiller sig tilhører hjertets tidligere ejer. Sker der mon noget lignende for lungetransplanterede?
Men jeg får kun at vide, at jeg’et føler taknemmelighed og skyld efter operationen.

De forholdsvis mange tekster om corona synes jeg desværre ikke løfter sig. Et eksempel:
I måneders isolation/snakkede jeg med venner og familie fra altanen/Venner og familie handlede for mig/Jeg sprittede varer af/Omhyggeligt/Ingen var i min nærhed/Min verden var online
Flere i min omgangskreds oplevede første nedlukning af landet på stort set samme måde – endda uden onlinemøder – og jeg ved, det var en barsk omgang at være uden fysisk kontakt med andre, men Klyvers digte tilfører ikke noget nyt, hverken indholdsmæssigt eller sprogligt.
I samme del af bogen bruges udtryk som realistisk vurderet, mulighed for læring og politisk tilhørsforhold, og sådanne ord synes jeg ikke hører hjemme i lyrikkens verden. De fleste af disse digte havde fungeret bedre som prosa.

Som sagt gik min bekymring på, om digtene var for private, men jeg oplevede faktisk det stik modsatte: At langt de fleste er for generelle og dermed sært upersonlige og svære at finde sig selv i som læser. Det er som om, at der er for lidt på spil – og det er jo paradoksalt, emnet taget i betragtning. Kun i glimt fornemmer jeg, hvor sindsoprivende det må have været at få en dødsdom, når man er midt i fyrrerne.
Det kantede og uelegante, som forfatteren forestiller sig vil afspejle livet, som det var, og som jeg lovede at vende tilbage til, virker desværre ikke for mig. Jeg forstår til fulde trangen til at lade digtene stå upolerede, men bitter erfaring har lært mig, at hvis de skal kunne bevæge andre end én selv, så må der redigering til.

Måske er det her på sin plads at se på, hvad lyrik egentlig er for en størrelse. Smukkest, ja ligefrem lyrisk, har jeg set det beskrevet i bogen How Poetry Can Change Your Heart (Gibson og Falley, 2019): Poetry is word music og Poetry is what happens when you give your heart a pen.
For mig er et godt digt desuden kendetegnet ved enten at beskrive noget alment på en ny, ofte intens, måde eller ved at beskrive noget nyt på en almen måde – og nogle gange både-og. Men digtet, jeg citerer ovenfor – I måneders isolation – gør hverken-eller.

Forfatteren mestrer faktisk kunsten; det demonstrerer han i dette digt:
Jeg har samlet/esser og sejre/fodboldkort og idoler/kapsler og mønter/frimærker og fjerne destinationer/magneter og rejsemål/caps og ungdommelighed/minder/Skal jeg samle dage?
Digtet sendte mig direkte tilbage til min egen barndom, hvor jeg samlede på juleservietter, klistermærker og Asterix-figurer fra BP-tanken. Flere af den slags digte, tak.

Til næste udgivelse vil jeg opfordre Klyver til at give sit hjerte en pen og til at have psykolog Carl Rogers’ ord in mente: The most personal is the most universal.
I øvrigt har forfatteren humor, illustreret i dette digt:
Livet efter Covid-19/bliver anderledes/Meget/Mænd vasker fingre.

Mere af det!

For at opsummere:
Emnet organtransplantation og hvad det gør ved et menneskes eksistens er interessant. Og jeg synes rigtig godt om de tre digte, jeg har citeret ovenfor.
I sit fremtidige forfatterskab håber jeg, at Klyver vil gå mere ind i det smertefulde, og at han vil give efter for trangen til at finpudse sine tekster.


Om forfatteren

Kim Klyver – født (1975) og bosat i Vejle – er international anerkendt professor i entreprenørskab ved Syddansk Universitet og University of Adelaide, forfatter, foredragsholder, og har arbejdet og boet i både Australien og Californien af flere omgange.
https://kimklyver.com/

Om anmelderen

Louise Winther er født i 1963 og er forfatter og foredragsholder. Hun har udgivet to digtsamlinger, de to Sagt om sorg-bøger samt den autofiktive roman Men så døde mormor og anmeldte sin første bog i den nu hedengangne Roskilde Tidende, da hun var 12 år gammel. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har en baggrund som cand. jur. og Master of Laws.
https://www.louisewinther.dk/


Projektet ‘Debutanmelderkorpset’ er blevet til takket være støtte fra Statens Kunstfond

 

Efterlad et Svar

OPRET ET JOBOPSLAG

SENESTE ARTIKLER

NYHEDSBREV

Spotify