”min mor er hjemvendt fra rejse til hjemlandet”, begynder det første af fire akter (plus en prolog og en epilog) i Amina Elmis debut, Barbar [Tavshedens objekt]. En paradoksal sætning, for ”når jeg siger velkommen hjem mor, er det et hårdt stik i noget der ikke er, altså hjemmet”.

Erfaringen af ikke at høre hjemme løber som en understrøm gennem hele digtsamlingen – stedet, hvor man på samme tid er sig selv og del af en større helhed. Og okay, det lyder måske som mere almenmenneskeligt filosofistof end partikulært poesistof, når man ikke tager konteksten med: Amina Elmi er født i Somalia og kom til Danmark som 3-årig i 1998, så digtenes søgen efter et sprog at høre hjemme i er ikke kun en ung digters søgen efter sin egen stemme, men skyldes også, at ”der er noget utrolig indkapslende ved at være et sted der ikke kender til Boodhari, men til Romeo og Julie”. At være adskilt fra sine forældres ikke-længere-hjem er også at være adskilt fra en del af sit sprog, sin litteratur – hvor finder man sin egen?

Man skaber den: Elmis digte citerer både Boodhari og Shakespeare, henviser både til Mahmoud Darwish og Tove Ditlevsen; jeget finder ind i ”sprogets intimitet”, når hendes elskede ”skriver, mød mig på marken/ og kun jeg ved du taler rumi”. (Og åh, altså, bare dette: at tale rumi, som om en digter er et helt sprog!).

Det er en på mange måder sprængt, fragmenteret bog, Amina Elmi debuterer med. Der er digte på vers og prosadigte, som igen er fordelt på digte, hvis linjer deles op af punktummer, skråstreger og &-tegn. Tematisk spænder bogen fra første akts sorgdigte om en afdød far til anden akts kærligheds- og springe-ud-digte til tredje akts omsorgsfulde henvendelser til en bror og forsøg på at gøre op med en mandlig tavshed til fjerde akts Glenn Bech-agtige sparken døren ind til litteraturen ”på trods af uligheden, fordommene, opvæksten// på trods af de performative venstreradikale/ der taler på dine vegne”. Og samtidig er der gennemgående et forsøg på at finde et sted i islam, hvor man kan være som homoseksuel kvinde; hvor ”Vi tager jeres religion og sluger skrifterne”.

Skal man samle det hele i ét, er Barbar [Tavshedens objekt] måske først og fremmest et rungende her-er-jeg. Og det er i denne lyrikkens afdæmpede self-empowerment, at nogle af de fineste øjeblikke opstår, som her i første digt fra anden akts springe-ud-motiv:

”første gang vi var ude og bade sammen, grinte hun/ fordi jeg ikke havde vænnet mig til nøgenheden/ hun så på mig som om jeg for første gang/ havde afklædt mig for verden/ men det var egentlig i kysset med hende/ jeg slap alle mine masker/ frihed er hvad vi selv vælger at kalde det/ jeg giver det min mormors navn/ mine kærligheders navne/ mine landes navne/ mit eget, mit eget navn”

Ikke at Elmis digte kun finder styrke i sproglig enkelhed; eksistentiel/konkret-hjemløshed-tematikken finder sit højdepunkt i et digt med en Deniz Kiy-agtig, for en debutant usædvanlig og modig kompleksitet i sin måde at bruge symboler på – der er stof til en universitetsopgave eller to i den metaforiske glidning fra hjem til træ til stående, og måden hjem-metaforerne fletter sig sammen med liv/død-modsætningen, der opløser sig selv:

”peg på hvad end du kalder for hjem/ & hold det tæt ind til kroppen/ du bliver til et træ/ måden liv negligerer døden/ udsætter den/ træ er bare træ indtil det ikke er/ forrådnelse har bragt os alle hertil/ øje for øje med vores skyggesider/ og findes der et liv efter eksil?/ Darwish skrev hvis du skal leve,/ så lev eller dø som træerne, stående/ vi har allesammen været døde stående/ vi har allesammen været døde stående/ nogle gange har vi panden mod gulvet/ for at vække os fra søvnen”

Barbar [Tavshedens objekt] er dog ikke bare afdæmpet og kompleks, den er også direkte og uden omsvøb, når prologen i sin helhed lyder: ”Europa forstod flygtningen da flygtningen var europæeren, her er min nedarvede hukommelse, og her endnu en fuckfinger”. Det er digte, der er bevidste om, at ”et digt behøver ikke redde verden/ det skal kun forene det faktum at det ønsker det,/ med det faktum at det ikke kan”.

Men først og fremmest er digtene et sted, hvor der opstår et hjem i sproget hos et ellers hjemløst jeg; en digter, der på samme tid er sin egen og ”vokset ud af mange liv”, en original stemme, der ”kommer fra et folk som genkender poesien i alt”, og som kigger rundt og er ”nysgerrig på skybruddet, ser det som et digt/ der folder vrangen ud mod verden/ bryder med naturens ordlyd og skaber sin egen”. Som enhver digter i sidste ende – om digteren så er en sky eller et menneske, og især hvis det menneske er Amina Elmi – må gøre for at finde hjem.

Om forfatteren:
Amina Elmi (f. 1994) er uddannet fra Forfatterskolen i sommeren 2023. BARBAR [Tavshedens objekt] er hendes debut.

Om anmelderen:
Hans Peter Madsen (f. 1995) er cand.mag. i litteraturhistorie. Arbejder som korrekturlæser og forlagsredaktør og har oversat bøger af bl.a. Louisa May Alcott og John Polidori. Debuterede selv i 2021 med Brænd huset ned, giv træet vand.