Anmeldelse: ‘Carnivora’ af Caroline Stadsbjerg
Titel: Carnivora
Udgivelsesdato: 03-11-2023
Sider: 280
Genre: Romaner og noveller
Forlag: Straarup & Co
Forfatter: Caroline Stadsbjerg
Oversat fra: dansk
Format(er) | ISBN |
---|---|
Paperback | 9788775927555 |
Martin Schjönning | 09. november, 2023
Martin Schjönning | 09. november, 2023
Titel: Carnivora
Udgivelsesdato: 03-11-2023
Sider: 280
Genre: Romaner og noveller
Forlag: Straarup & Co
Forfatter: Caroline Stadsbjerg
Oversat fra: dansk
Format(er) | ISBN |
---|---|
Paperback | 9788775927555 |
Figurativ kannibalisme har, siden de ældste græske myter blev spundet, bistået mennesket som en metode til selvforståelse – til tider i en usund grad. Fra mytologien er fænomenet vandret gennem litteratur- og kunsthistorien, og er indtil videre endt med den hverken særlig appetitlig eller mættende roman: Carnivora.
I Caroline Stadsbjergs dystopi, Carnivora, er landbrugsdyrene uddøde som følge af nogle diffust definerede pandemier. I jagten på protein har verdenssamfundet omstillet sig og fremavlet en ny menneskeart, Homo Cibus, der udelukkende anvendes til kødopdræt. Den åndeligt hjemløse hacker/skolesekretærassistentpraktikant, Hannah, indtager i udgangspunktet kød fra disse skabninger, uden at reflektere nævneværdigt over det – men efterhånden som handlingen skrider frem, tvinges hun til at tage stilling til etikken bag sine madvaner og samfundets indretning.
Med andre ord præsenterer romanen os for et eklatant allegorisk hulemaleri af vores nuværende kødindustri og dyrevelfærd og lader os udforske det via en umiddelbart værdineutral, ideel beskuer. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, hvis ikke det hele var så banalt og genkendeligt, hvis ikke prosaen var tilnærmelsesvis livløs, og hvis ikke det dystopiske univers, der omgiver fortællingen, var så overmåde utroværdigt.
Kødædermentaliteten kan ikke stå alene
Der er en grund til, at selv i en for sin samtid far-fetched kannibaldystopi som Soylent Green, hemmeligholdes det systematiske menneskeæderi for befolkningen. Ser man på verden anno 2023 kan vesterlændinge end ikke tolerere ideen om at indtage protein fra insekter, til trods for de beviseligt store økologiske og økonomiske gevinster en sådan kostomlægning ville afstedkomme. Cyberpunk-tegneserien Transmetropolitan anvender netop legaliseret kannibalisme (af hjerneløse kloner, og dermed endnu langt fra det tydeligt bevidste menneskekvæg i Canivora), som et eksempel på en posthumanistisk verden, et samfund der er blevet sindssygt.
Når Stadsbjerg Carnivora-samfunds politiske struktur, teknologiniveau og kultur og dets indbyggeres mentalitet til forveksling ligner vores nuværende, bortset fra den ene afstikker, at man som helhed synes at acceptere tanken om at opdrætte, slagte, partere, vakuumpakke, købe, tilberede og æde menneskekød, bryder illusionen der skal understøtte den samlede allegori simpelthen sammen.
Et oplagt værktøj at anvende her, for alligevel at få fortællingen til at virke, havde været ironien, som man eksempelvis finder i Jonathan Swifts aparte, morbidt morsomme, skoledannende faux essay, A Modest Proposal, der anbefaler at løse visse georgianske samfundsproblemer ved at lade den britiske overklasse opkøbe og æde fattige irske børn. Desværre er ironien, måske det eneste litterære greb, der kunne gøre præmissen bag Carnivora spiselig (undskyld), øjensynligt en uddøende kunstart.
Brøl højere!
Selv uden skelen til det absurd urentable i at avle væsener med så lav en fødselsrate, så lang en drægtighedsperiode og så sent udviklet en kønsmodenhed som mennesker, er springet over realismeafgrunden for uoverkommeligt. Det bliver ikke bedre af at hovedpersonen, Hannah, med en mangel på engagement i sin omverden, der tangerer apati, så længe stædigt nægter at tage endelig stilling til romanens etiske dilemma, selv når der ikke på nogen tænkelig måde er tale om et dilemma længere.
Generelt virker alle personerne, med en enkelt undtagelse, som eksponenter for den til vanvid enerverende indifference og blinde traditionstro, der også kendetegner vores nutidige holdning til emner som dyrs rettigheder og industrielt landbrug. Her må man vel erkende, at romanen får sin pointe ført frem – som en forhammer mod en tegnestift – men stadig begår den udeladelsessynd ikke også at pege en anklagende finger mod ansvarsforflygtigelsen, grådigheden, selvbedraget, den inhumane kynisme og vores iboende primitive mordlyst.
Der ligger uden tvivl stærke holdninger bag romanen, og man trakteres gentagne gange for de evindelige og cykliske spisebordsdebatter vegetarer til alle tider har måttet døje fra ikke-vegetarer. Disse fremføres ensidigt af i forvejen ret usympatiske karakterer, hvilket ikke understøtter tanken om, at vi alle, ikke kun konservative vanemennesker, småborgere og machomænd, gør os skyldige i kødblindhed, ærlig talt alene fordi det passer os. I forhold til emnets tyngde, ikke kun fra et etisk, men også fra et rent klimaoverlevelsessynspunkt, er debatten i Carnivora unuanceret.
Som nævnt mangler det ironiske tvist, der med sort humor kunne have spiddet vores baconbegejstrede folkesjæl. Sproget er blottet for poesi, det har en ligefrem fjendtlig indstilling overfor figurativt sproget – hvilket naturligvis i sig selv er et gedigent stiltræk, men kun dårligt kan håndtere udfoldelsen af Hannahs langsomt voksende forvirring, angst, afsky og harme. Alt i alt er Carnivora et alt for spagfærdigt, alt for uindigneret pip i en kæmpestor og uhyrligt vigtig diskussion, der kræver at man virkelig kæfter op, hvis man skal kunne overdøve tremmekalvenes skrig.
Om forfatteren:
Caroline Stadsbjerg (f. 1994) er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet. Hun har gået på Writeres Academy og været i et mentorforløb på Dansk Talentakademis Forfatterlinje. Carnivora er hendes debutroman.
Om anmelderen:
Martin Schjönning er litterat og har blandt andet arbejdet som redaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist. Dertil er han skønlitterær forfatter, og er i øjeblikket ved at uddanne sig til boghandler.
Velkommen
6. december, 2024 Skanderborg Kommune
Læs mere3. december, 2024 Kerteminde Bibliotek
Læs mere30. november, 2024 Dafolo
Læs mere29. november, 2024 Københavns Kommune
Læs mere20. november, 2024 Gyldendal
Læs mere5. december, 2024 Lindhardt og Ringhof
Læs mereDette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner af webstedet du synes er mest interessante og nyttige.
Nødvendig cookie vil altid være aktiveret, så vi kan gemme dine præferencer for cookieindstillinger.
Hvis du deaktiverer denne cookie, kan vi ikke gemme dine præferencer. Det betyder, at hver gang du besøger dette websted, skal du aktivere eller deaktivere cookies igen.
Dette websted bruger Google Analytics til at indsamle anonyme oplysninger såsom antallet af besøgende på webstedet og de mest populære sider.
At holde denne cookie aktiveret hjælper os med at forbedre vores websted.
Aktiver venligst nødvendige cookies først, så vi kan gemme dine præferencer!