Cellekerner og menneskehjerter er en digtsamling, der samler naturvidenskaben, kunsten og menneskeheden under ét. Det er en fortælling om 5 unge mennesker, der bliver sat sammen i et gigantisk, hemmeligt laboratorium, hvor de undersøger universet og naturens og livets mysterier. Men digtsamlingen kredser ikke kun om de store eksistentielle spørgsmål, men undersøger også andre mere håndterbare emner. Fortællingens gennemgående laboratorium er nemlig ikke kun genstand for en naturvidenskabelig undersøgelse, hvor de unge bor og lever sammen, det bliver også et laboratorium for menneskelig- og sproglig undersøgelse. De unge har nemlig hver især en kunstnerisk baggrund, hvor igennem de udvikler særlige forhold til hinanden undervejs.

Digtsamlingen er delt op i to dele; ”døgndigte” og digte om de naturvidenskabelige fænomener. ”Døgndigtene” strækker sig over 939 dage, og beskriver de unges dagligdag i laboratoriet. Det er her, de undersøger spørgsmål som: Er universet pixileret? Kan man bygge en sol? Hvad er en tidskrystal? Og er der en forbindelse mellem universets kræfter og menneskets inde liv? Det er store spørgsmål, og det er dét, der gør det interessant at være læser til. Hvordan besvarer de unge spørgsmålene og giver svar til de mange gåder?

Den anden del, der blandt andet behandler de naturvidenskabelige fænomener, afstår til tider en smule afsides fra den egentlige fortælling, der ellers udmærker sig i ”døgndigtene”.

ELEKTROMAGNETISME / Jeg kan ikke følge med / i drengene på deres screensavere / to tiltagende teenagere / vores villa er en svingdør / for bevægelser jeg ikke har set før / vi er løbet helt tør / for fungerende opladere

Dette er et uddrag fra en af de mange digte, der koncentrerer sig om de naturvidenskabelige digte. Selv siger forfatteren, at tanken med de naturvidenskabelige digte er, at de ”kan spejle menneskets indre liv på den ene eller den anden måde”. Som et eksempel, fremhæver forfatteren digtet SAMMENFILTRING, der beskriver følelsen af at kunne mærke et andet menneske, som ikke er fysisk i nærheden. For mig, fremstår disse digte som isolerede parallelfortællinger med sine egne agendaer, uden decideret sammenhæng for resten af fortællingen. Det er dog imidlertid ærgerligt, da disse digte er interessante at dykke ned i, og som forfatteren selv siger, ”peger på sammenhængen mellem universets grundlæggende kræfter og mennesket indre liv”. Digtene leder derfor læseren op til fri fortolkning, eftertænksomhed og mystik. En ting, der er vigtig i en bog som denne, men intentionerne er store og der er mange af dem. For ikke nok med at ville besvare store eksistentielle spørgsmål, fremskrive ”døgndigte” uden for nummeret rækkefølge, har den ambitiøse forfatter også sat sig for at skrive på multirim. Selv har Smith en tidligere baggrund som free-style-rapper og har da også vundet Roskilde Festivals konkurrence ’Roskillz’. Der er derfor ingen tvivl om det store talent, og det vises desuden i særklasse i bogen, her et eksempel fra digtet DØGN 84:

Vi går gennem vildnisset / hun virker inderligt indviet / i skovens fuglekvad / kan hun træerne udenad / et nodebland på hendes skulderblad / Aaliyah sang en sang for laboratoriet i går / refrænet er gået i terrænet / som om toner pludselig hænger / på vågnede buske og stængler / som on hun gav et pæretræ / dets hjerteslag

Smith er ekspert i ord og repertoiret spændt bredt, hvilket der eksempelvis kommer til udtryk i det ovenstående. Selv fremhæver Smith, at ”digtformen er direkte inspireret af hiphoppens klanglige behandling af sproget”, hvilket er værd at tage med i læsningen af værket. Uden at være ekspert på området, fungerer det eminent nogle steder, og andre gange havde man ønsket sig, at Smith selv læste op.

Under læsningen kunne jeg ikke undgå at tænke på Olga Ravns arbejdspladsroman De ansatte, der på samme måde, udspiller sig et sted i det afsides, væk fra menneskeheden og samtidig behandler større eksistentielle spørgsmål om verden, og om dét at være menneske. De ansatte er, til sammenligning med Cellekerner og menneskehjerter, bygget op om de ansatte på det sekstusinde skibs udtagelser, der er nummeret. Trods vidneudsagnene er nummeret, er det op til læseren selv at trække tråde mellem udsagnene. Det samme er gældende i Cellekerner og menneskehjerter, hvor det er op til læseren selv at stykke de mange døgn – og herigennem handlingen sammen. Det er spændende læsning, og alene dét gør, at siderne vender sig selv, en vaskeægte page turner. Det er derfor desværre også ærgerligt, at forfatteren ønsker at gøre så meget mere med digtsamlingen – og her tænker jeg særligt på den anden del af digtsamlingen, der handler om de naturvidenskabelige fænomener. En udeladelse af disse, ville få ”døgndigtene” til at fremstå mere centralt og ville i sidste ende gavne læseren til en mere koncentreret læsning. Jeg håber derfor, at vi i det næste værk af Niklas Ilsted Smith, vil se en mindst lige så eksperimenterende indholdsside, som det er gældende i dette værk, men med et mindre højt ambitionsniveau.

Om forfatteren

Niklas Ilsted Smith er født i 1988 og har en baggrund som free-style-rapper. Cellekerner og menneskehjerter er hans debut som skønlitterær forfatter.

Om anmelderen

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen har en baggrund i Dansk fra Københavns Universitet. Gennem de seneste år, har hun fået en del forlagserfaring, dels hos Gyldendal, Lindhardt og Ringhof, Samfundslitteratur og senest hos nonprofitorganisationen Ordskælv. Driver Instagramprofilen Litteratouren, hvor hun anmelder alt fra smal til bred litteratur.

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond