Hovedpersonen i Frans Emil Hollands debutkortroman Da træerne blev stille – Asker, finder man først på side 48 ud af, at han hedder – har tre projekter, som måske til sammen kan være en slags beskrivelse af Frans Emil Hollands projekt med romanen.

Det ene er en udestue fyldt med bonsaitræer. Bonsai – den dyrkningsmetode, hvor man ved at beskære et træ skaber dværgvækst – gør lidenheden til en kunst. Det samme kan siges om Hollands kun 75 sider lange bog. Den er enkelt skrevet i korte og klare sætninger, og de sproglige virkemidler er for det meste helt uprætentiøse. Når der dyrkes en opløsning af grænserne mellem af natur og kultur – hvilket bonsaitræet, der er en plante, som ikke kan eksistere uden en menneskelig gartner, er det perfekte symbol på – sker det gennem næsten umærkelige metaforiske skred mellem det menneskelige og det plantelige. Som når Askers kæreste Liva har grove hænder, der er ”sået til” med ar og rifter.

Askers andet projekt er ”en have bestående af de selvsamme planter, man finder lige uden for hegnet.” Haven har en ”pædagogisk målsætning: at gøre mennesker (inklusive ham selv) i stand til at værdsætte naturen omkring sig og skabe større interesse for den ved at arrangere den.” En lignende pædagogisk målsætning lader også til at findes i Da træerne blev stille – og hvor er det egentlig fedt og vovet med en bog, der tør bruge ordene ”pædagogisk målsætning” om noget, der ret tydeligt er en metafor for den selv!

Under læsningen af Da træerne blev stille lærer man nemlig at værdsætte naturen omkring sig gennem den kontinuerlige fun fact-dropning om orkideers fotosyntese, den oldindiske vedareligions nektardrik soma, og hvad der er det klogeste træ (akacietræet) og det dummeste (sorttræet). At man på den måde følger en (bevidst) diffust optegnet hovedperson gennem en hverdag og et kunstprojekt med en herligt nørdet interesse for verden, kan minde lidt om en roman af Amalie Smith. Omend Frans Emil Holland her og der mangler helt at løsrive sine facts fra et dødt, leksikalt sprog som dette: ”Højmoser har en formidabel evne til at binde CO₂ og er hjemsted for en unik flora og fauna, da ikke mange arter tåler højmosens sure miljø.”

Men der ligger også noget og rumsterer under den minimalistiske stil og det pædagogiske ærinde. Askers tredje og sidste projekt kalder han bare ”projektet”, og det bliver aldrig klart – heller ikke for ham selv – hvad det er. Kun ”[a]t det ville komme til at forandre mange menneskers liv, om det så blev en skulptur eller en bombe.” Som den potentielle bombe er der også noget uafgørligt, men eksplosivt, der buldrer under den ellers enkle fortælling om Asker, der bliver kæreste med Liva uden helt at vide, hvordan han skal lære at leve uden sin tidligere ensomhed. Asker kan nemlig tale med planter. Eller med træer og moser – men ikke med de orkideer, Liva interesserer sig for.

I skildringen af træernes sprog kunne man måske godt have ønsket sig en lidt mere løssluppen fantasi som den i Ursula K. Le Guins nyklassikernovelle ”Akaciefrøenes forfatter”, hvor hvert væsen har sin egen grammatik. I stedet taler træerne hos Holland så menneskeligt, at deres politiske holdninger ligefrem kan plottes ind på et traditionelt højre-venstre-spektrum. Men på den anden side giver det god mening, hvis man antager, at Asker ikke rent faktisk kan tale med planter, men at der er tale om en form for skizofreni. Det bliver antydet, bl.a. når hans træpassiar sammenlignes med Jean-Paul Sartres meskalinfremkaldte krabbehallucinationer (googl det, seriøst!).

Det forhold til naturen, der – med en plantemetafor – opdyrkes i Da træerne blev stille, flimrer frem og tilbage mellem den pædagogiske videnskabeligheds logik og den potentielle bombes træsprogstalende ulogik. Det er måske lige netop på dette sted – på grænsen mellem det, vi forstår, og det, vi ikke forstår – at skønheden findes. Lad mig derfor slutte af med at citere det finest flimrende sted i den ofte virkelig fint flimrende debut:

”Han holder en pause fra havearbejdet og kigger op på skyerne, hvor han ser lutter lykkebringende symboler: en drage, en elefant, en tekande og en gople. Okay, måske er goplen ikke decideret lykkebringende, men den har i hvert fald ingen negative konnotationer. Hvis nogen rakte ham en tegning af en gople uden at sige noget, ville han næppe have en stærk idé om, hvad det betød. Meget ville afhænge af afsenderens ansigtsudtryk.”

Hvis Da træerne blev stille var en tegning af en gople, tror jeg, tegneren ville sende én et underfundigt, lille smil, når han afleverede den. Men det ville være flankeret af et gravalvorligt blik i øjnene.

Om forfatteren

Da træerne blev stille er Frans Emil Hollands debut. Han er født i 1988 og opvokset i Køge. Formodentlig den sidste uddannede kandidat i Tibetologi fra Københavns Universitet. Han bor i København sammen med sin kæreste, to labradorhunde og en 15 år gammel orkidé.

Om anmelderen

Hans Peter Madsen (f. 1995) er cand.mag. i litteraturhistorie. Arbejder som korrekturlæser og forlagsredaktør og har oversat bøger af bl.a. Louisa May Alcott og John Polidori. Debuterede selv i 2021 med ‘Brænd huset ned, giv træet vand’.

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond